Udland

Eksplosion i kinesisk kulmine dræber syv

Syv er døde efter en eksplosion i en kinesisk kulmine. Det er den seneste i en længere række af ulykker.

Eksplosion i kinesisk kulmine dræber syv

En gaseksplosion er skyld i, at syv personer døde søndag morgen i Hunan, der er Kinas centrale provins.

Det er den seneste ulykke i en længere række i landets farlige mineindustri.

Det lykkedes 39 andre personer at flygte, efter at eksplosionen skete i minen i byen Lianyuan, skriver det officielle nyhedsbureau Xinhua.

Den seneste ulykke skete samtidig med, at redningsfolk i en anden del af den samme provins forsøgte at redde omkring 12 minearbejdere, der stadig er savnet fire dage efter, at deres mine blev oversvømmet.

Under oversvømmelsen lykkedes det redningsfolk at redde fire, mens 12 altså stadig savnes.

Ulykken blev ikke meldt til myndighederne før den næste dag. Det forsinkede redningsarbejdet med 12 timer, hvilket betød, at ejeren af minen, Liu Yaping, blev anholdt af politiet.

Der sker ofte ulykker i Kinas miner til trods for, at strengere sikkerhedskrav har mindsket antallet af døde.

I 2011 døde 1973 mennesker i kulmineuheld, hvilket er et fald på 19 procent i forhold til det forrige år.

Arbejdsrettighedsgrupper siger dog, at det faktiske tal sandsynligvis er meget højere på grund af underrapportering af ulykker, da cheferne for minerne søger at mindske deres økonomiske tab og undgå at blive straffet.

Kina er verdens største forbruger af kul og er afhængig af det fossile brændstof for at dække 70 procent af landets voksende behov for energi.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.