Eksplosion i våbendepot dræber mindst 39 civile i Syrien

12 børn er blandt ofrene, efter et våbendepot er eksploderet i det nordvestlige Syrien.

Ruiner fra et våbendepot, der søndag er eksploderet i Syrien. Mindst 39 er dræbt i eksplosionen. Foto: Omar Haj Kadour/Ritzau Scanpix
12. august 2018 15:33 - Opdateret 12. august 2018 15:57

Et våbendepot er søndag morgen eksploderet i det nordvestlige Syrien og har dræbt mindst 39 civile, der boede nær våbendepotet.

Årsagen til eksplosionen er ukendt. Depotet lå i en oprørskontrolleret del af provinsen Idlib nær grænsen til Tyrkiet.

Våbnene blev opbevaret i en beboelseskvarter. Eksplosionen fik ifølge en korrespondent fra nyhedsbureauet AFP, som er på stedet, to bygninger til at kollapse.

Søndag morgen blev en bulldozer brugt til at fjerne murbrokker. Umiddelbart efter eksplosionen blev 12 lig fundet, men i løbet af dagen er dødstallet steget, i takt med at redningsarbejdere har søgt efter overlevende i murbrokkerne.

Blandt de 39 dræbte er der 12 børn, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (SOHR).

Rami Abdel Rahman, der står i spidsen for SOHR, fortæller, at området kontrolleres af gruppen Hayat Tahrir al-Sahm. Gruppen er en samling af jihadistiske militser, der er blevet fragtet ud af provinsen Homs til Idlib.

Ifølge Rami Abdel Rahman var beboerne i området familiemedlemmer til soldaterne i Hayat Tahrir al-Sham.

De seneste måneder har en serie af eksplosioner og snigmord fundet sted i Idlib. Målet har ofte været oprørsgrupper eller deres ledere.

Nogle af angrebene har Islamisk Stat hævdet at stå bag. Men de fleste er et resultatet af interne stridigheder mellem de forskellige oprørsgrupper.

Syriens præsident, Bashar al-Assad, har varslet, at regeringens hær snart vil forsøge at genindtage de store dele af Idlib-provinsen, der er på oprørernes hænder.

Fra luften har regimets og dets støtter skruet op for bombardementer af oprørerne. Desuden er der sendt forstærkninger til området.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...