Eksport af sociale problemer

Brønderslev-sagen er endnu et eksempel på eksport af sociale problemer.

Når de såkaldte nomadefamilier flytter rundt mellem forskellige kommuner, er det børnene, der bliver taberne med alt, hvad det indebærer af konsekvenser for deres liv. De har ingen retssikkerhed. Der bliver ikke grebet ind i tide. Især fordi socialt belastede familier udsættes for kassetænkning. Her bør folketingspolitikere se på de mellemkommunale finansieringsregler i lov om retssikkerhed. I retssikkerhedslovens kapitel 3 § 9c har man fra lovgivers side forsøgt at lovgive sig ud af kassetænkningen mellem kommunerne. Det er bare ikke lykkedes særlig godt, fordi refusionsreglerne i vanskelige børn og unge-sager (læs nomadefamilier) fremmer kassetænkning. Reglerne om mellemkommunale refusioner i retssikkerhedsloven betyder konkret, at hvis en borger, der modtager kontanthjælp, førtidspension, boligstøtte m.v., vælger at flytte til en ny kommune, så skal fraflytningskommunen refundere tilflytningskommunes udgifter til kontanthjælp m.m. Det samme er tilfældet med foranstaltninger inden for børn og unge-området, uanset om det drejer sig om tvangsforanstaltninger eller frivillige foranstaltninger. I Brønderslev-sagen er det fremgået i medierne, at Skanderborg Kommune var ved at afslutte en § 50-undersøgelse (udredning af familiens forhold), og at Skanderborg i øvrigt ikke vurderede, at der var grundlag for at iværksætte hverken frivillige eller tvangsmæssige foranstaltninger for den pågældende familie. Havde Skanderborg Kommune konkluderet, at der var grundlag for at tvangsfjerne børnene eller iværksætte andre foranstaltninger – så var det Skanderborg Kommune, der skulle afholde udgifterne, uanset hvor familien havde valgt at flytte hen. Når der ikke foreligger en beslutning om at iværksætte foranstaltninger/anbringelser i Skanderborg Kommune, så er det Brønderslev Kommune, der skal betale for anbringelserne og evt. andre foranstaltninger, medmindre Brønderslev Kommune kan dokumentere, at Skanderborg Kommune var bekendt med de forhold, der nu er anledningen til, at Brønderslev Kommune vælger at fjerne børnene. Det betyder på godt dansk, at hvis kommunernes reaktion på indberetninger fra skoler, daginstitutioner, naboer m.fl. og en efterfølgende udredning af familiens forhold er så tilpas langsommelig, så vil familien med stor sandsynlighed være flyttet til en ny kommune, inden der er iværksat nogle foranstaltninger: Det betyder, at kommunen sparer rigtig mange penge. Tilflytningskommunen kan så påbegynde en ny § 50-undersøgelse, eller de kan vælge at reagere prompte med en tvangsfjernelse, hvis det er nødvendigt. De mellemkommunale refusionsregler på børn og unge-området inviterer i høj grad til både kassetænkning og langsommelig sagsbehandling. Når det drejer sig om nomadefamilier, så ved kommunerne godt, at de flytter, ”når jorden begynder at brænde under dem”. Kommunerne ved også godt, at en hurtig indgriben i socialt belastede nomadefamilier kan blive særdeles dyrt for den kommune, hvor familien p.t. har ophold, fordi de fremover skal betale udgifterne både for de foranstaltninger, der måtte være iværksat, men også for nye foranstaltninger, som den nye opholdskommune træffer beslutning om. I princippet kan kommunerne (som reglerne er nu) stresse socialt belastede familier ved at true med indgreb så meget, at familien vælger at flytte til en ny kommune, inden der bliver iværksat en foranstaltning. Jeg siger ikke, at det er tilfældet, at det sker – for det vil være særdeles vanskeligt at dokumentere, men det er blot en konstatering af, at det kan være konsekvensen af de mellemkommunale finansieringsreglers indretning. Man undlader at gribe ind, fordi man ved, at det er dyrt, og sender efterfølgende aben videre til tilflytningskommunen. Herefter er det op til tilflytningskommunen at dokumentere, at fraflytningskommunen soleklart havde pligt til at gribe ind, hvis ikke de selv vil hænge på udgifterne. Der kan ikke være nogen tvivl om, at her spiller kommunernes trængte økonomi en central rolle. I forvejen er refusionen fra staten til kommunerne på børn og unge-området blevet væsentlig forringet siden 2007. Når det drejer sig om børns tarv og børns retssikkerhed og samfundets pligt til at beskytte børn mod overgreb, så er det ikke nok at få ansvaret placeret i de sager, hvor det går grueligt galt. Den politiske udfordring må helt klart være at udtænke et refusionssystem, hvor det ikke er muligt at give køb på børns retssikkerhed. Jeg er ikke utilbøjelig til at mene, at børn og unge-området, hvad enten det drejer sig om tvangsmæssige eller frivillige forebyggende foranstaltninger, bør være statsfinansieret. Af hensyn til børnenes retssikkerhed er det tvingende nødvendigt, at vi får en finansieringsmodel, der ikke opfordrer til kassetænkning, usaglige vurderinger og ikke mindst langsommelig sagsbehandling, der kan være katastrofal for børnene, men god for kommunernes trængte økonomi. Tina Bømler er lektor på Aalborg Universitet ved Institut for Sociologi, Socialt arbejde og Organisation. Hun har bl.a. skrevet en række bøger om samfundets skyggesider.