EMNER

Eksporten trækker væksten

På trods af nedgangen på de internationale eksportmarkeder klarede dansk eksport sig godt i årets første tre måneder, fremgår det af nye tal for væksten, som Danmarks Statistik offentliggjorde tirsdag.

Fremgangen i eksporten er hovedårsagen til, at dansk økonomi voksede moderat med 0,4 procentpoint i årets første kvartal mod 0,1 procentpoint i de sidste tre måneder af 2002. Hverken det private forbrug eller virksomhedernes investeringer bidrog til fremgang i økonomien. Privatforbruget faldt med 0,5 procentpoint, og det er primært trukket ned af et kraftigt fald i bilsalget på 22,1 procent. Men overraskende for økonomerne er det, at virksomhedernes investeringer faldt med 4,7 procent. Økonom i Sydbank Jacob Graven siger til Ritzau, at faldet i investeringerne kan være et signal om, at fremgangen for dansk økonomi ikke er lige henne om hjørnet. I EU-området var der nul-vækst i første kvartal, mens der var moderat fremgang i verdens økonomiske supertanker, USA. /ritzau/