Ekspropriation ikke udelukket i Elling

Flertal i økonomiudvalg er klar til at bruge alle greb i værktøjskassen

Hans Christensen
Elling Å skal sikres mod ny oversvømmelse, uanset om alle berørte lodsejere er villige til at indgå aftaler. Arkivfoto: Peter Broen
Elling 24. april 2016 08:23 - Opdateret 27. april 2016 17:52

ELLING: Kommunen skal have mulighed for at ekspropriere, hvis ikke det er muligt at lave frivillige aftaler med alle berørte lodsejere omkring de planlagte diger ved Elling Å.

Det mener politikerne i kommunens økonomiudvalg, bortset fra Enhedslistens Ida Skov.

Plan- og miljøudvalget har tidligere sagt nej til ekspropriation, men økonomiudvalget mener noget andet, og borgmester Birgit Hansen (S) forventer, at der i byrådet er flertal for at bruge ekspropriation som sidste udvej, hvis det skulle blive nødvendigt.

Møde med Å-gruppen

Borgmesteren og formanden for teknisk udvalg, Lars Møller (V), samt centerchef Søren Vestergaard mødtes mandag med Å-gruppen, der gav udtryk for stor betænkelighed ved, om dige-projektet nu bliver til noget.

- De er rent ud sagt skræmte ved udsigten til igen at skulle stå i vand til knæerne i uge 42, og jeg vil kæmpe som vild for at skaffe flertal for, at vi kan bruge ekspropriation som et greb i værktøjskassen. Frivillige aftaler med alle er selvfølgelig bedst, men hvis ikke det er muligt, må det ikke bremse for den almene interesse, der er i at sikre Elling mod ny oversvømmelse, siger Birgit Hansen.

Ida Skov (EL) stemte imod ekspropriation.

- Skulle det ende med ekspropriation, skal de borgere, hvis grunde eksproprieres, ikke betale skat af det beløb, de får i ekspropriation, og jeg mener, ikke det kan være kommunen, der skal hjælpe borgere med skattespekulation, siger Ida Skov.

Hun finder det heller ikke dokumenteret, at det foreslåede dige-projekt kan klare en ny vandstigning a la den, som ramte landsdelen midt i oktober 2014 og skabte store oversvømmelser, ikke mindst i Elling.

Lystfiskerne siger nej

Som omtalt forleden har Danmarks Sportsfiskerforbund og Sportsfiskerforeningen for Frederikshavn og Omegn trukket i nødbremsen og påklaget uddybningen af åen, men i øvrigt eksplicit skrevet, at de ønsker, at arbejdet med digerne kan optages, mens klagen behandles i nævnet.

Sagen skal drøftes i byrådet i Frederikshavn på onsdag.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...