Eksternt tjek af skoler

Faglige forskelle mellem kommunens skoler undersøges nærmere

Karensmindeskolen (foto) scorer sammen med Bavnebakkeskolen og Skørping Skole bedst på de faglige resultater. Nu skal forskellene mellem kommunens skoler udredes. Arkivfoto: Grete Dahl
Rebild 4. september 2015 12:12

REBILD: Eleverne i Rebild Kommunes skoler klarer sig godt, når man sammenligner med resten af landet. Men der er store forskelle mellem de enkelte skoler - det vil børne- og ungdomsudvalget nu gøre noget ved.

Det oplyser Rebild Kommune i en pressemeddelelse.

- Karaktergennemsnittet i afgangsprøverne i dansk og matematik er over landgennemsnittet, og 91,5 procent af eleverne er i gang med en ungdomsuddannelse 15 måneder efter 9. klasse. Det er rigtig godt! De hårde fakta viser bare, at nogle skoler klarer sig godt, mens andre skoler er udfordret fagligt, siger formand for børne- og ungdomsudvalget Anders Norup (V).

Beslutninger skal kvalificeres

Børne- og ungdomsudvalget har derfor bestilt en grundig ekstern undersøgelse af skoleområdet. Målet er at løfte fagligheden på alle skoler, men organisering, ressourcer og kapacitet er også til debat. Udvalget vil bruge undersøgelsens analyser og handlingsscenarier som grundlag til at tage kvalificerede beslutninger ud fra.

Ikke en spareøvelse

Undersøgelsen er ikke tænkt som en spareøvelse,

- Nej, understreger Anders Norup - vi vil derimod bruge undersøgelsens resultater som grundlag til give alle skoler mulighed for at gøre eleverne så dygtige som de kan.

Indsamling af fakta

Dataindsamlingen er begyndt, og konsulentfirmaet Brøndum og Fliess går nu i gang med at interviewe alle skoleledere af kommunens ni folkeskoler.

Dernæst skal alle de data, som konsulenterne er blevet fodret med fra forvaltningen, og som de selv indhenter, analyseres. Næste fase er forskellige workshops med udvalget, skoleledere og skolebestyrelserne, som skal sikre, at alle vinkler og idéer bliver hørt og inddraget i undersøgelsen.

Vi vil lytte til alle

- Det er meget vigtigt for os som politikere at inddrage og lytte til dem, der til daglig sidder med udfordringerne på de enkelte skoler. Det er dem, der kan pege på de ømme punkter, men samtidig også dem, der er bedst til at pege på løsningerne, siger Anders Norup.

Rapporten skal præsenteres for børne- og ungdomsudvalget 2. december i år.

Baggrunden for undersøgelsen er, at børne- og ungdomsudvalget i foråret blev præsenteret for kvalitetsrapporten for skoleområdet. Rapporten kan læses på rebild.dk/kvalitetsrapport.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...