Ekstra asylpladser gav politiske gnister

S og EL stod helt af på et ændringsforslag fra V, K og DF om fordelingen af bufferpladser på asylområdet

Med ændringsforsalget fra V, K og DF skal der højest være 60 pladser på børnecentret i Vestervig plus ekstra 20 bufferpladser tilknyttet centret.Foto: Diana Holm <i>Foto: Diana Holm</i>

Med ændringsforsalget fra V, K og DF skal der højest være 60 pladser på børnecentret i Vestervig plus ekstra 20 bufferpladser tilknyttet centret.Foto: Diana Holm Foto: Diana Holm

THISTED:Med bemærkninger om ”uværdig arbejdsmåde”, ”utroværdig og ”utilstedeligt” gav både socialdemokrater og Enhedslisten klart udtryk for utilfredshed med fremlæggelse af et ændringsforslag fra V, K og DF om den fremtidige fordeling af bufferpladser på asylområdet. Utilfredsheden var så stor, at ni ud af den 10 mand store socialdemokratiske gruppe sammen med enhedslistens Jens Otto Madsen helt undlod at tage stilling til ændringsforslaget, mens Peter Skriver Nielsen (S) stemte imod.

Ændringsforslaget blev fremsat umiddelbart efter at kommunalbestyrelsen tog fat på at behandle fordelingen af bufferpladser på asylområdet og blev vedtaget med de tre partiers 16 stemmer og lukker en langvarig sag om, hvor i kommunen der skal etableres ekstra kapacitet til at modtage asylansøgere i perioder, hvor tilstrømningen er særlig stor - de såkaldte bufferpladser.

På forhånd havde social- og sundhedsudvalget godkendt en indstilling fra forvaltningen om at oprette 20 bufferpladser tilknyttet Børnecenter Vestervig mod til gengæld at reducere antallet af bufferpladser på asylcentret i Hanstholm fra 200 til 180. 80 af pladserne etableret på selve asylcentret, 100 andre i egnede bygninger udenfor Hanstholm By, mens der skulle fastholdes en bufferkapacitet på 100 i Vigsø Feriecenter indtil der er fundet andre egnede boliger.

- Vi billiger ikke asylindustri. Det gik vi til valg på, men vi vil også have indflydelse, sagde Ib Poulsen (DF), da han fremlagde ændringsforslaget fra V, K og DF.

Ændringsforslaget, der trods protesterne fra S og EL blev behandlet, fjerner muligheden af at fastholde en bufferkapacitet i Vigsø og fastsætter, at der højest må være 280 pladser på asylcentret i Hanstholm, mens der kan etableres højest to gange 90 pladser i Thisted Kommune, dog undtaget postnummerområde 7730 Hanstholm.

På børnecentret i Vestervig skal der i følge ændringsforslaget være højest 60 pladser plus ekstra 20 bufferpladser tilknyttet centret.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.