Ekstra bevilling for udlånte betjente ingen løsning

De problemer, der opstår i det nordjyske politi efter urolighederne på Nørrebro, klares ikke med en ekstra bevilling. Det mener politikommissær Poul Tradsborg, der har stået for udsendelsen af de godt 100 nordjyske betjente.

Politi 9. marts 2007 23:28

- For mange handler det ikke om penge, men om fritid. Ofte vil betaling for ekstra arbejde være beskattet så hårdt, at betjentene foretrækker at holde fri som kompensation, og så redder en ekstra bevilling ikke meget, siger Poul Tradsborg. Det nordjyske politi har afgivet betjente i samme forhold til regionen som landets øvrige regioner. Mere end 100 mand er sendt af sted og vil være hjemme igen i løbet af mandag. De er udlånt til Københavns Politi på de vilkår, at betjentenes arbejdstid er den tid, de er i aktion. Når de ikke er det, har de fri og får ikke godskrevet timer for den tid, selv om de ikke kan tage hjem, når de har fri. Afspadsering Kompensationen for sådanne opgaver kan variere fra, at overtiden skal afspadseres helt eller delvist. Men der kan også være situationer, hvor al overtid skal udbetales i penge. Og kun hvis det besluttes for indsatsen på Nørrebro, har en ekstrabevilling mening for de nordjyske betjente. I det nordjyske politi regner man med, at udsendelsen af betjente fredag morgen med planlagt hjemkomst i løbet af mandag bliver den sidste i denne ombæring. Det forventes på ledelsesplan, at der så er så meget ro på Nørrebro, at Københavns Politi ikke behøver de mange betjente fra resten af landet. Først når alle lånte betjente er hjemme igen, kan Københavns Politi gøre op, hvor mange timer det drejer sig om på landsplan. suzanne.tram@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...