Ekstra garanti for topunderholdning

Fodbold 21. oktober 2002 08:00

AALBORG: En lille time på banen for FC Nordjyllands tophold i 2. divisionskampen mod Glostrup fik det store smil frem hos den tidligere superligaspiller i AaB og FC Midtjylland, 26-årige Thomas Buus Nielsen. Der var nemlig tale om den teknisk velfunderede aalborgensers første optræden fra kampstart i halvandet år, hvor voldsomme akillessene-problemer flere gange truede med at sætte en stopper for en lovende fodboldkarriere. - Det var virkelig dejligt at være med i en kamp fra første fløjt, og især på et hold som FC Nordjyllands, hvor tingene simpelthen bare kører i olie. Jeg faldt meget let ind i sammenspillet i front med Glenn Gundersen, og forhåbentlig finder vi også ud af at lave en kontrakt på skrift, hvis efteråret fortsat falder fint ud, siger Thomas Buus Nielsen. Efter at have været rundt om superligaklubberne AaB og FC Midtjylland samt 1. divisionskampe for Herning Fremad tog han tidligt i 2001 til den østrigske klub FC Bregenz, hvor en kontrakt på toethalvt år ventede. - Desværre måtte jeg efter blot et halvt år dernede vende hjem på grund af problemerne med mine akillessener, men heldigvis fik jeg en aftale i stand med genoptræning privat hos AaB's fysioterapeut Henrik Bøgvad, og takket være ham er jeg nu heldigvis igen parat til divisionsfodbold. - Siden sommerferien har jeg deltaget i træningen i FCN's førsteholdstrup, hvor aftalen for efteråret er, at vi giver hinanden en chance for eventuelt at lave en kontrakt fra nytår. - Med udsigten til et dejligt forår på Provstejorden med avancement til 1. division er det oplagt, at jeg er interesseret i at fortsætte i klubben, og det eneste der undrer mig er, hvorfor der kun kommer 312 tilskuere til en topkamp i 2. division. Det undrer også NORDJYSKE Stiftstidendes udsendte på Provstejorden, hvor der igennem hele efteråret har været god garanti for topunderholdning. Med boldbegavede Thomas Buus Nielsen i staben er garantien vokset en tand, og i går eftermiddags havde hajerne således appetit til en 4-1 sejr.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...