Ekstra millioner falder på tørt sted

Retssag om moms på P-afgifter til kommunernes fordel

Trafikpolitik 21. marts 2007 05:00

AALBORG: Politikerne i Aalborg Byråd har fået ekstra 6.747.000 kroner at gøre godt med som følge af en afgørelse i Landsskatteretten i august 2006. Den slog nemlig fast, at kommunerne ikke skal betale moms af en p-afgift, hvis den er indført for at regulere trafikken, og derfor måtte Staten betale millioner tilbage til kommunerne. Derfor vidste politikerne godt, at der ville komme et ekstra beløb, og derfor blev en del af de knapt 18,8 millioner kroner bogført som indtægt allerede i 2006. Tilbage er de knapt 6,8 millioner kroner plus en senere rentetilskrivning, oplyser borgmester Henning G. Jensen (S), som ikke lægger skjul på, at pengene falder på et tørt sted. En pæn portion af pengene, knapt tre millioner kroner, ryger nemlig tilbage til Staten som følge af en lovændring. Den har ændret taksterne for momsrefusionen for de tilskud, som kommunen betaler til selvejende institutioner. Den største ændring er momsrefusionen for tilskud til idræts- og svømmehaller. Den er faldet helt bort. - Jeg forstår ikke filosofien bag ændringen og synes, det er en uskik, at lovændringen kommer efter, at vi har lagt vores budgetter, siger Henning G. Jensen. En anden pæn portion på 2,5 millioner kroner går til offentlig trafik og Nordjyllands Trafikselskab, men der er også blevet 250.000 kroner til rådmand Henrik Thomsens forhandling om leje af den privatejede svømmehal i Koldkær, som omtalt i NORDJYSKE i går.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...