Ekstra ni millioner til udsatte børn
Center for Familie får ekstrabevilling og løfte om mere fokus på tidlig indsats og forebyggelse
FREDERIKSHAVN: Familieområdet i Frederikshavn Kommune får nu en økonomisk håndsrækning på yderligere ni millioner kroner.
Det er et enigt økonomiudvalg, der letter låget på kommunekassen og finder pengene til Center for Familie.
I efteråret 2016 fik Center for Familie 34 millioner kroner, der over fire år skulle løse problemet, men nu er der altså igen brug for en akut økonomisk indsprøjtning.
- Vi må erkende, at der er en manko mellem budget og virkelighed. Der er ganske enkelt flere børn, der har brug for forskellige foranstaltninger, end der afsluttes på området, siger borgmester Birgit Hansen. Hun understreger, at de ni millioner ikke kommer til at belaste andre udvalg, og at den ekstra bevilling ikke kommer til at gå ud over daginstitutioner og folkeskoler.
Tidlig indsats og forebyggelse
- I 2017 finder vi pengene med baggrund i et overskud for regnskabet for 2016, som tilføres området. Fra 2018 afventer finansieringen de endelige budgettal til KL’s økonomiaftale.
Byrådet har vedtaget en handleplan, der skal nedbringe udgifterne i Center for Familie, og de penge, der spares, øremærkes til initiativer til en tidlig indsats og forebyggelse i daginstitutioner og skoler.
Lettet udvalgsformand
- Jeg er super lettet over, at det nu er klart, at der ikke har været balance mellem budget og virkeligheden, siger Christina Lykke Eriksen, formand for B&U.
Hun glæder sig over, at alle partier står sammen om en fælles løsning, og ser frem til, at normalområdet bliver tilført flere midler.
- Når det sker, kan vi for alvor se en effekt og bryde den negative spiral. Vi kender jo de familier, der har brug for hjælp, allerede fra vuggestuen og dagplejen, så tidlig indsats og forebyggelse er vejen frem, siger en lettet formand for B&U.
Venstres gruppeformand, Jytte Høyrup, glæder sig over, at der er enighed:
- Den seneste tid har vi fulgt området uge for uge, og gang på gang har det snydt os, bedst som vi troede, at alt var i skønneste orden. Nu er der kommet nye folk på, og så hjælper vi politisk hinanden med at løse de udfordringer, der er.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.