Ekstra OL-gave til dansk herresvømning

Det internationale svømmeforbund har tildelt Dansk Svømmeunion en nationsplads i mændenes 4x200 fri.

Ekstra OL-gave til dansk herresvømning

De syv danske svømmere, der allerede er kvalificeret og udtaget til OL i London, har fået følgeskab af yderligere to.

Det er Anders Lie og Daniel Skaaning, der nyder godt af den nationsplads, som Danmark har fået tildelt i 4x200 meter fri for herrer.

De kommer til at udgøre den danske crawl-holdkap sammen med Mads Glæsner og færingen Pal Joensen, der allerede var udtaget.

De fire svømmere præsterede ved Danish Open i slutningen af marts med tiden 7.15,38 minutter ikke blot at komme under det dansk udtagelseskrav, men også det olympiske mindstekrav.

Dermed var Danmark med i puljen af lande, der kunne gøre krav på en af de fire sidste nationspladser, og tirsdag indløb den positive besked så hos svømmeunionen.

Foruden de fire herresvømmere stiller Danmark også med Jeanette Ottesen, Lotte Friis, Rikke Møller Pedersen, Pernille Blume og Mie Østergaard Nielsen ved legene i London.

OL-truppen er i disse dage på højdetræningslejr i USA, men vender hjem til Europa i næste uge og deltager i et stævne i Rom fra den 14. til den 16. juni.

/ritzau/