Ekstra Open By Night gik over al forventning

Næstformanden i Handelsstandsforeningen har mærket stor lokal interesse for 100 års jubilæet

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bianca Nielsen fra Brunø gav kasketter bort og fik en snak med natteravnene Ane Mette Andersen og Lillian Andreasen, i midten. Foto: Eva Seider

SÆBY:- Vi var utrolig heldige med vejret, for der var simpelthen langt flere mennesker i byen, end vi havde turdet håbe på til Open By Night. Det var jo en ekstra Open By Night, så man var spændt på, om folk bakkede op om den. Det fortæller Lene Sørensen, der er næstformand i Sæby Handelsstandsforening. Her havde man lavet en konkurrence, hvor publikum kunne kåre den flotteste udstilling. Vinderen blev offentliggjort fredag aften. - Og den konkurrence vandt vi med 80 procent af stemmerne. Det er jeg utrolig glad for- så har det været hele arbejdet værd med at få lavet den udstilling. Lene Sørensen havde blandt andet været ude og låne en masse ting fra venner og fra ansattes bedsteforældre. Hun havde også lejet tøj, og fredag aften tog hun, Vita Nielsen og Christinne Skriver det ”gamle” tøj på, og de fik mange kommentarer med på vejen. Historie i butikken Folk spurgte blandt andet om det ikke var varmt, og det var det. Andre mente, at de burde gå i den slags kjoler hver dag med både underskørt, skørt og forklæde og sågar en kyse. For de så vældig søde ud. - Vi fik snakket med kunderne om Sæbys historie blandt andet, at vores bygning var fra 70’erne og at der en gang havde været hattemager. Det er sjovt at få sådan noget at vide. Det er også hendes indtryk at sæbynitterne har sat pris på jubilæumsavisen, og i det hele taget har Sæby for 100 år siden været et godt tema. Derfor ærgrer det hende som medlem af bestyrelsen at så få butikker, havde taget temaet til sig og lavet udstillinger. - Opbakningen fra vores medlemmer kunne have været større. De havde jo åbent for eksempel til Open By Night og nød godt af de mange mennesker i byen, men valgte at køre på frihjul, siger hun. Vejret var dog ikke med arrangørerne hele festugen. Onsdag blev man nødt til at aflyse et arrangement med en tryllekunstner. - Han skulle gå rundt i gaderne og trylle, men det kunne han simpelthen ikke, fordi det regnede så meget.