Ekstra operationsstue

NORDJYLLAND:Aalborg Sygehus øger kapaciteten med en ekstra operationsstue på den neurokirurgiske afdeling. Dermed kan der foretages komplicerede rygoperationer på tre stuer. Det sker som konsekvens af et øget pres på ortopædiske rygoperationer. Udvidelsen betyder, at det vil være muligt at foretage stort set alle operationer i dagtimerne, hvilket giver en bedre udnyttelse af resurserne. - Ikke mindst af hensyn til patienterne er det vigtigt, at operationerne kan foretages i dagtimerne fremfor om aftenen. Men det er da heller ingen hemmelighed, at det er lettere at skaffe det nødvendige personale i dagtimerne, siger formanden for amtets sundhedsudvalg, Karl Bornhøft (SF). Indretningen af den nye operationsstue koster 3,3 millioner kroner. Sundhedsudvalget vil senere tage stilling til, om antallet af operationer skal øges.