Ekstra politi til kæmpe rocker-fest

En stor opgave, som vi ikke kan løse alene her i Nordjylland. Vi får brug for politihjælp fra hele Danmark.

Aalborg 1. juli 2003 09:03

Sådan beskriver chefpolitiinspektør Jørgen Aaby fra Aalborg Politi den indsats, som politiet er i fuld gang med at planlægge, når Bandidosmedlemmer fra hele Europa skal til træf på Knivholt i Frederikshavn 25-27. juli. Deltagerantallet forventes at blive op mod 1000. Det er udover medlemmerne af de forskellige Bandidosgrupper i Europa også familiemedlemmer til rockerne. Der bliver tale om en lukket fest kun for inviterede. Jørgen Aaby skal lede den gruppe af politifolk, som vil følge rockernes færden tæt. Han ønsker ikke at oplyse, hvor mange folk man har sat på opgaven. - Men vi skal stille et troværdigt beredskab. Vi skal stille talstærkt op, så vi kan løse de problemer, der måtte opstå. Han regner i øvrigt med, at træffet kommer til at foregå fredeligt, hvis rockerne gør, som de har sagt, og bliver på Knivholt. Men det vil under alle omstændigheder blive bemærket, når så stort et antal Bandidosmedlemmer skal til og fra Frederikshavn. - Så mange rockere vil fylde en del, især hvis de vælger at bevæge sig ud i det nordjyske sommerland. Men også der vil vi følge dem tæt. Sådan som vi i det hele taget gør med rockerne, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...