Lokalpolitik

Ekstra rør til Vendsyssel

FREDERIKSHAVN:Frederikshavn vil have en tredje Limfjordsforbindelse som et ekstra tunnelrør. Det blev præciseret på byrådsmødet i Frederikshavn i går. Det var Venstres Chris Sørensen, der efterlyste en markering fra Frederikshavn, efter at andre kommuner og senest Aalborgs borgmester Henning G. Jensen (S) har meldt deres holdninger ud. Borgmester Erik Sørensen (S) svarede, at Frederikshavn Kommune flere gange har tilkendgivet, at den helst ser trafikåren udvidet med et ekstra tunnelrør. Men han ville gerne gentage synspunktet, enten i form af en tilkendegivelse i fra kommunen eller ved at tage sagen op i Vendsyssel Udviklingsråd, et samarbejdsorgan for kommunerne i Nordvendsyssel. Chris Sørensen mente, at VUR er i stand til at råbe højere end Frederikshavn Kommune, og tilsluttede sig, at udmeldingen skal komme fra VUR.