Ekstra rustbeskyttelse af bilen betaler sig

FDM og Falck giver gode råd om at beskytte bilen mod årstidens salt-angreb

Til stor gavn for trafiksikkerheden, men til skade for bilerne, køres der hver vinter salt ud på de danske veje. Arkivfoto: Peter Mørk
Biler 19. februar 2018 06:42

BILER: Vinter betyder indimellem is og glatte veje, og derfor kører Vejdirektoratet hvert år flere tusind ton salt ud på de danske veje. Men saltet tærer hårdt på bilen, særligt hvis den har stenslag og skrammer.

Der er dog ting, du selv kan gøre for at passe på bilen, når der kommer salt på vinterens vejbaner:

- Det allervigtigste er at rustbeskytte sin bil. Hvis man ønsker at beholde bilen i mange år, er det en god idé med noget supplerende rustbeskyttelse. For det, der kommer fra fabrikken, er som regel ikke fyldestgørende, siger Yasser Abaiji, der er teknisk konsulent hos FDM rådgivning.

NORDJYSKE’s motor-redaktion kan her tilføje, at købere af nye eller næsten nye biler bør overveje at få bilen givet en gang rustbeskyttelse, inden den overhovedet triller ud af butikken.

Det er et godt supplement til bilens standard-rustbeskyttelse og en forholdsvis beskeden udgift i forhold til bilens pris. Samtidig er det noget, man ofte kan forhandle sig frem til en fornuftig pris på, når bilen købes.

Bedre gensalgspris

Ekstra rustbeskyttelse er dog under alle omstændigheder en ekstra udgift, men Henrik Rasmussen, der er områdeleder i Falck Assistance Nordic/DK, bakker op om ideen.

- Mange mennesker har jo i dag en kæmpe udgift til deres biler, så de 4000-5000 kroner, den ekstra rustbeskyttelse koster, er måske fornuftige at give ud, så man også får en bedre gensalgspris på bilen, siger han og fastslår, at rustbeskyttelsen skal laves af en fagperson.

- Men der er ting, du selv kan gøre. Du kan gå bilen efter for ridser og stenslag, og hvis der er huller, kan du lappe dem med en lakstift, som minder lidt om en neglelak, i bilens farve, siger Yasser Abaiji fra FDM.

- På den måde lukker man de "åbne sår", så der ikke danner sig rust på bilen. For rent kemisk reagerer salt og metal med hinanden. Det er en kemisk proces, man skal stoppe, for rust bliver kun til mere rust og kan boble under lakken. Så det skal lukkes hurtigst muligt, siger han.

Ud i krogene

Et andet råd er at vaske bil mindst en gang om måneden i vinterhalvåret. For der kommer vand, fugt og salt ind alle steder. Og derfor handler det om at få bilen vasket også ud i krogene.

- Det er vigtigt at få vasket bil, særligt i de områder, hvor saltet kan ligge og skjule sig. Så det er en god idé at få vasket bilen og selv tørre efter i dørfalse og andre områder, hvor børstemaskinen i vaskehallen ikke kan komme til, siger Yasser Abaiji.

Henrik Rasmussen opfordrer til, at man først går dørkanterne efter med en sæbeklud og slutter af med et vaskeskind, så der ikke står fugt i dørkanterne bagefter.

For saltet sætter sig i snavset og går direkte i eventuelle lakskader.

Derfor kan du også give bilen noget lakforsegler, når du alligevel har vasket den.

- Den beskytter lakken mod frostskader og salt, når det bliver dårligt vejr, siger Henrik Rasmussen fra Falck Assistance Nordic/DK

/ritzau fokus/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...