Ekstra test til AaB i Grenaa

Fodbold 25. februar 2003 07:00
ALBUFEIRA: AaB's Superliga-mandskab i fodbold har droppet onsdagens planlagte testkamp mod lokale Albufeira under træningsopholdet i Portugal. Til gengæld står AC Horsens fra 1. division på menuen på lørdag i Grenaa, hvis vejrguderne ellers tillader det. - Det portugisiske hold kunne alligevel ikke spille mod os onsdag, og da muligheden for at møde AC Horsens på lørdag opstod, foretrak vi det. Det ligner alligevel mere det, vi sandsynligvis kommer ud for i sæsonpremieren ude mod Køge søndag 16. marts, siger AaB-træner Poul Erik Andreasen. Han krydser fingre for, at U 21-landsholdsanfører Michael Silberbauer kan være med i den sidste testkamp før sæsonpremieren, træningskampen mod Superliga-kollegaerne fra Viborg FF lørdag 8. marts. - Han går uden krykker nu efter sit uheld mod tyske FC Falke fredag, men han bliver ikke klar til hverken testkampen mod AC Horsens eller Randers Freja tirsdag 4. marts. Forstuvningen af Silberbauers ankel er måske ikke så slem, som vi først antog. Det er i hvert fald det sidste, vi håber på, fortsætter Poul Erik Andreasen. I går kunne angriberen Christian Christiansen, der ellers fik de første dage i Portugal ødelagt af en slem omgang influenza, deltage i to træningspas på skånekost, og Thomas Bælum, Peter Tranberg og Allan K. Jepsen var også tilbage fra lazarettet af småskadede spillere. Tirsdag forventes Martin Pedersen, Brian Priske, Mads Bro Hansen og Andres Oper også at kunne træne med i fuldt omfang. - Der er ikke tale om alvorlige skader hos nogen af dem, så det bekymrer ikke, understreger Poul Erik Andreasen, der i går var med til at råbe hurra for midtbanespilleren Stefan Schmidt. Han fyldte 28 år, og det blev markeret ved morgenbordet. Søndag gæstede den tidligere AaB-anfører Anders Andersson, nu at finde i portugisiske Benfica, som bebudet AaB-lejren med en frisk sejr på 6-2 over Vitoria Setubal som ballast. Han måtte i den kamp dog nøjes med en rolle som indhopper i de sidste 13 minutter.jeri
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...