Ekstra trængsel i SFO

I flere år er der talt om de trange forhold i skolefritidsordningen på Hundelev Skole. Det bliver bestemt ikke bedre, når det nye spareforslag om tidlig start i SFO skal i gang 1. april.

Her flytter 15 børn fra børnehaven Regnbuen på en gang ind hos de nuværende 62 børn i SFO'en. Det er de store børnehavebørn, som skal starte i skole efter sommerferien. - Vi har en udfordring, erkender leder af SFO'en, Silvia Klokkerholm Ulstrup. Hun kan fortælle, at der arbejdes på at inddrage lokaler på selve skolen, så børnene i SFO'en bliver delt i to grupper. - Det kræver en omstrukturering, men vi skal nok finde en løsning, siger Silvia Klokkerholm Ulstrup Ødelægger god struktur Ellen Raunsmed, der er forælder til to børn i børnehaven og på skolen raser, og mener, at kommunen er godt i gang med at ødelægge en struktur, der eller fungerer til ug. - Det er vanvittigt at slå den nuværende ordning i stykker, siger Ellen Raunsmed. I dag får børnehavebørnene en blød overgang til skolen, ved at de store fra nytår er samlet i Regnbuens pavillon med ansatte fra børnehaven. Her introduceres de langsomt til skolen og en gang om ugen følger de dagligdagen på skolen med støtte fra en "makker", som er et barn fx. i første klasse. Ny brobygning - Efter nytår må vi sætte os sammen og finde ud af, hvordan vi laver et nyt brobygningsforløb, siger børnehaveleder Per Mejlstrup, der oplever bekymring hos flere forældre. Det er planen, at én pædagog fra børnehaven skal følge med børnene over i SFO'en. - Men der bliver en lavere normering. Jeg tvivler dog stærkt på, at kommunen sparer ret meget. Det kommer til at gå ud over de svage børn, siger Ellen Raunsmed, der også mener, at den nye ordning er et anslag mod de forældre, som fravælger SFO til deres børn. - De skal nu sende barnet fire måneder i en institution, som de ellers ikke skal have berøring med, siger hun.