Ekstra transport koster kommunen 800.000 kroner

- Kan det virkelig passe, at det koster Vesthimmerlands Kommune 800.000 kroner, at sende revalidender til Støvring?

Lokalpolitik 2. september 2007 10:26

Det spørgsmål og en række andre vil plan- og miljøudvalgsformanden i Vesthimmerlands Kommune, Knud Kristensen (K) have svar på i byrådssalen. Kravet om en redegørelse blev lagt frem på byrådsmødet onsdag. Knud Kristensen var som amtsrådsmedlem med til at træffe beslutningen om, at flytte revalideringscenter Binderup til Aars. Den beslutning satte kommunesammenlægningen en stopper for. Samtidig har det indtil nu ikke været muligt for Vesthimmerlands Kommune selv at få etablere et center indenfor kommunegrænserne. De vesthimmerlandske revalidender er derfor flyttet med til Støvring fra 1. august. Men det er en lang ekstra transport for mennesker, der har nok at slås med i forvejen og bekosteligt for kommunen, mener Knud Kristensen, der derfor forlanger en samlet redegørelse for forløbet i byrådssalen i på septembermødet. Han vil blandt andet have klarhed over, om Revacenter Binderups medarbejdere havde fået besked på, at de skulle flyttet til Støvring 1. august. Han vil også vide om kommunen forhandler med ministeriet om at slippe for en deponering, hvis man selv bygger nyt, og hvornår man kan forvente, at revalidenderne fra Vesthimmerland bliver ført tilbage til Vesthimmerland og dermed undgår den lange transporttid.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...