Ekstra vandledning til Hanstholm Havn

Frosten skal af jorden, og så begynder arbejdet på ny vandledning.

Poul Erik Tarp
Den nye vandledning til havnen i Hanstholm går uden om byen. Foto: Ole Iversen
Havne 1. februar 2011 08:00

Fødevareindustrierne på Hanstholm Havn skal bruge vand, og virksomhederne skal have sikkerhed for, at de får leveret vand. Det og energibesparelser er den direkte årsag til, at Thisted Vand går i gang med at anlægge en ekstra vandledning til havnen, som går uden om byen. Direktøren for Thisted Vand Torben Skovgaard forklarer, at den kommende vandledning til knap 1,1 mio. kroner bliver anlagt af Sennels Entreprenør- og Maskinforretning. - Med den ekstra vandledning sikrer vi 100 procent back-up til fødevareindustrierne på havnen, og for det andet sparer vi energi, forklarer han. Sagen er nemlig den, at den nuværende vandledning leverer vand til både Hanstholm by og havnen, og vandet har et tryk på fire bar. - Vi bruger energi på at sænke trykket til havnen, fordi havnen ligger betydeligt lavere end byen, og det naturlige fald fra byen til havnen øger trykket over fire bar, og derfor bruger vi energi på at mindske trykket, forklarer Torben Skovgaard. Den kommende vandledning vil forlade vandværket med et reduceret tryk, og faldet vil naturligt give et tryk på fire bar til havnens forbrugere. Den nuværende ledning vil, når den nye er i funktion, fremover kun levere vand til en virksomhed på havnen. Det vil sikre, at vandet fortsat er rent, og at vandledningen ikke går til.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...