Fodboldlandsholdet

Ekstra varm for opkøbere

Rasmus Würtz på A-landsholdet

Ras­mus Würtz har spil­let en mar­kant rol­le i AaB’s for­nem­me sæ­son­start med fire sej­re på stri­be, og i går blev han be­løn­net med en plads på A-lands­hol­det. Foto: Scan­pix

Ras­mus Würtz har spil­let en mar­kant rol­le i AaB’s for­nem­me sæ­son­start med fire sej­re på stri­be, og i går blev han be­løn­net med en plads på A-lands­hol­det. Foto: Scan­pix

AALBORG:Med status som aktuel A-landsholdsspiller får Rasmus Würtz automatisk et ekstra plus hos de udenlandske opkøbere, der følger ham med henblik på et køb, inden transfervinduet lukker med udgangen af august. - Det betyder med garanti lidt for interessen hos udenlandske klubber, at jeg er med i landsholdstruppen, siger Rasmus Würtz, der dog ikke tænker så meget på denne vinkel, men i første række glæder sig over det skulderklap, han har fået fra landstræner Morten Olsen. - Jeg opfatter udtagelsen som en ekstra bonus for mine præstationer med AaB i begyndelsen af denne sæson, ligesom landstræneren uden tvivl også har skelet til EM-slutrunden for U23 i Portugal. - Landsholdspladsen giver ekstra selvtillid at og anerkendelse, og under træningen vil jeg gøre alt for at anbefale mig til spilletid mod Polen næste onsdag. Rasmus Würtz er noteret for én A-landskamp, idet han afløste Jon Dahl Tomasson ni minutter før tid i 1-0 sejren i Finland i juni 2005. Øget interesse Hos AaB melder sportsdirektør Lynge Jakobsen om stigende udenlandsk interesse for Rasmus Würtz i takt med, at deadline nærmer sig. - Både mentalt og trupmæssigt har vi indstillet os på, at vi måske mister ham inden 1. september, men endnu har vi ikke modtaget noget konkret bud. Og bliver Rasmus Würtz ikke solgt nu, glæder vi os over at kunne benytte ham i resten af efteråret, hvorefter transfervinduet åbner igen i vinterpausen, konstaterer Lynge Jakobsen. Rasmus Würtz føler sig klar til at prøve lykken i udlandet, men har ligesom AaB is i maven. - Siden træningsstarten i AaB har jeg fokuseret 100 procent på opgaverne for klubben, og kommer der så et bud fra udlandet, tager vi stilling til det. Man ved jo, at det kan gå hurtigt i denne branche... Comeback til Curth Af AaB’s emner slap Thomas Augustinussen ikke gennem nåleøjet til A-landsholdet, og Michael Jakobsen må ”nøjes” med en fortsat rolle på U21-landsholdet, der møder Schweiz i en testkamp i Haderslev næste onsdag. Her bliver der comeback til AaB-angriberen Jeppe Curth, der har spillet seks U21-landskampe, men senest optrådte i truppen i marts mod Kroatien. Rasmus Würtz, Michael Jakobsen og Jeppe Curth kan i øvrigt glæde sig over, at de får en ekstra fridag i forhold til de fleste landsholdskolleger, idet AaB’s næste superligakamp ude mod FC Midtjylland spilles allerede på lørdag som følge af direkte tv-transmission på TV3+.