Thailand

Ekstrafly fra Aalborg til Thailand

NORDJYLLAND:Interessen for at holde vinterferie på den thailandske ø Phuket er så stor i Nordjylland, at Spies i februar indsætter et ekstrafly fra Aalborg Lufthavn. I lighed med tidligere år var der planlagt en enkelt vinterafgang 10. januar med en Airbus 330 fra Thomas Cook Airlines Scandinavia med plads til 380 passagerer, men da Spies nu har mindre end 30 pladser tilbage, har selskabet valgt at indsætte et ekstrafly. Også dette fly vil flyve direkte til Phuket, der er danskernes foretrukne rejsemål i Det Fjerne Østen. Allerede da Spies lancerede planerne om at flyve fra Aalborg en enkelt gang i vinterens løb, blev det nævnt, at hvis det blev en succes, ville man overveje et ekstrafly. - Vi har snuppet en flyafgang fra Sverige og i stedet for at sende flyet til Stockholm, kommer det til Aalborg 21. februar. Her vil det hente 380 nordjyder og bringe dem hjem til Aalborg igen 15 dage efter, fortæller direktør i Spies, Jan Vendelbo.