Danmark

Ekstreme ventetider rammer handicappede

Klagesager ligger på skrivebordene i over et år, før de overhovedet bliver taget op. Aldrig set før, lyder det

Ekstreme ventetider rammer handicappede

Penge for tabt arbejdsfortjeneste mens mor passer sit syge barn. Støtte til et autistisk barn der ikke kan klare sig socialt. Eller indretning af boligen så eksempelvis en rullestol kan køre ind i arbejdsværelset.

Vejen gennem det danske klagesystem er mange gange så lang, at de behov, der i første omgang startede en klagesag, kan være enten uaktuelle eller alt for sent opfyldte, når der endelig træffes en afgørelse i Det Sociale Nævn.

For mange kan det vare helt op til 15 måneder, før sagen overhovedet tages op, viser indsigter i ventetiderne ifølge Avisen.dk.

- Det er ikke i orden, siger formanden for Danske Handicaporganisationer, Stig Langvad, til Avisen.dk.

- Det kan dreje sig om mange penge, som folk står og mangler akut. Eller det kan handle om boligombygning til handicappede, hvor folk ikke kan bruge deres bolig i flere år, tilføjer han.

I Børn Vilkår peger man på samme problemstilling. Det rammer både voksne og børn, siger Ingrid Hartelius Dall, juridisk konsulent i Børns Vilkår:

- Problemet ved rigtig mange af de sager er, at når der endelig kommer en afgørelse fra nævnet - uanset om den er positiv eller negativ - så vil løbet være kørt. Så vil problemet blevet uaktuelt.

Det Sociale Nævn er det sted, hvor borgere kan klage, hvis de er uenige med kommunens afgørelse i sager om eksempelvis tabt arbejdsfortjeneste, merudgifter i forbindelse med handicap og støtte til børn med særlige behov.

I Hovedstaden var der på disse områder en liggetid på ét år og tre måneder. Det viser en opgørelse fra 17. januar. Liggetiden er den tid, en sag venter på overhovedet at blive taget op.

- Vi har aldrig oplevet så lange sagsbehandlingstider før, siger Niels Preisler, direktør for Statsforvaltningen Hovedstaden, til Avisen.dk.

Ifølge ham er der tre grunde til ventetiderne: Dels har man ganske enkelt oplevet en meget stor stigning i antallet af sager, hvor borgere klager over kommunens afgørelse.

Dels har Det Sociale Nævn i Hovedstaden overtaget sager fra andre statsforvaltninger på et tidspunkt, hvor ventetiden var lav. Den væsentligste årsag er imidlertid, at syv medarbejdere blev afskediget i 2011, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden