Naturvidenskab

Ekstremernes måned

Men med hakkejernet over skulderen går det

Gennemsnitstemperaturen for marts er bare 1,6 grad med 18 frostdage. Dobbelt så mange timer sol som i februar, nemlig 120 timer. I denne måned sker det. 21 marts er dagen og natten lige lang, og så går det fremad mod lysere tider. Marts kan være ekstremernes måned. Få kan huske, at vi i 1990 havde en enkelt dag i marts med 22 graders varme, færre kan huske, at vi også har haft 24 graders frost. Det var i 1942. Efter mange års grøn vinter, må vinteren i år betragtes som en mere normal dansk vinter, med ret konstant nattefrost. Ifølge meteorologerne skyldes de store udsving, at vi i marts ligger på grænsen mellem fire forskellige luftmasser, der bekriger hinanden. Ind imellem sejrer varmen fra sydvest og ind imellem kulden fra nordøst og så er der vindende midt imellem med et miks i temperatur. Planlæg køkkenhaven Varme eller kulde, havefolket er rustet med spade og hakkejern, og intet kan slå dem ud. De første kolde dage kan bruges til planlægning. Lidt senere på måneden starter den første kamp mod ukrudtet, og så bliver der nok at lave. Tyg frøkatalogerne igennem og vælg de bedste frø ud. Hvordan var det nu sidste år? Fik du sået for megen salat, havde du held med ærterne, savnede du jordbærrene, og var der sygdom i kartoflerne? Måske skal der vendes lidt op og ned på køkkenhaven. Dyrker du ikke i højbede, så var det måske det, du skulle prøve i år, og så kan du starte forberedelserne nu. Etablering af højbede tager tid, og kræver kræfter, men udbyttet af det du avler øges, og på lang sigt er højbede langt mindre krævende end et almindeligt fladt bed i haven. Tilmed er det let at lave en plastafdækning over et højbed og dermed få tidligere afgrøder og måske tilmed afgrøder, der ikke angribes af alt for mange insekter. Højbedet Metoden er rimelig simpel. Afgræns et bed med en snor. Bedet skal være, så du kan nå ind over det fra begge sider uden at skulle jogge i spinaten, for netop det er fidusen. Altså at man ikke går i bedet. Normalt vil 1,25 meter være tilpas, så du skal altså regne med flere end et bed. Grav nu jorden op i bedet. Grav i mindst et spadestiks dybde, helst to. Er jorden stadig hård, så tag en greb og løsn den. Bland nu den opgravede jord med kompost. En tredjedel jord og en tredjedel kompost. Jo mere omsat den er, jo bedre. Nysået frø kan have vanskeligt ved at spire i frisk kompost, så her vil jeg anbefale du undlader at blande kompost i jorden, for så senere, når planterne er kommet op, at udlægge kompost mellem planterne, og endelig blande det i jorden til efteråret. I stedet for kompost kan du bruge staldgødning, men alt med måde. Når jord og eventuel kompost er blandet fyldes det igen i bedet, der nu vil hæve sig lidt op over jorden. For at holde på jorden kan du anvende en ramme af lærketræ, stål eller kampesten. Brug ikke noget med tjære eller kemikalier. Hvert år ligger du en smule mere kompost på bedet og river det ned i det øverste jordlag. Nix mere. Husk at lave sædskifte i haven, det vil sige rykke rundt, så du ikke sår det samme i samme bed. Især kartoffeljord kræver flere års pause. Ja i øvrigt. Husk at sætte kartofler til spire, lyst og køligt. Gødning til plænen Kampen mod mos starter i hovedreglen i marts. Mos elsker skygge og en ikke for gødet jord. Derfor kan du med fordel gøde din plæne. Brug en organisk gødning, (dyregødning i pilleform), hvis du vil slippe lettest om ved arbejdet. Her skal du regne med 10 kg pr. 100 kvadratmeter. Det gives når græsset igen begynder at gro, det vil sige i marts eller april, og som regel kan du nøjes med at give denne type gødning en gang om året. Hvis du vælger NPK plænegødning starter du sidst i marts med 2,5 kg pr. 100 kvm. Det følges så op i juni og september med samme dosis. Husk at selv om der står helårsgødning på posen, betyder ikke, at gødningen kun skal strøs ud en gang, men at gødningen er sammensat, så den kan bruges hele året. Det er godt at r8ive plænen og give den luft, men vent til april, så er der mere tørt og et mere fast rodnet på planterne. Brug krudtet nu Af en eller anden grund ved ukrudt, at havefolk ikke kan lide kølige dage. Derfor skyder det af livets lyst, når bare temperaturen er et par grader, og hakkejernet er sat i hi. Men møder det et hakkejern, mister det stort set lysten til at skyde på ny. Under alle omstændigheder er det betydelig lettere at fjerne ukrudt i opløbet, end det er, når det først har etableret sig. Megen ukrudt sætter i øvrigt hurtigt frø, og så er spredningen allerede godt i gang. Fat hakkejernet, gasbrænderen, dampjernet eller hvad redskabsrummet er fyldt op med af ukrudtsfjendtlige redskaber. Det giver varmen. Og alt det andet Marts måned er en super plantemåned for alt løvfældende og alt med klump. Tjek rodnettet når du køber. Der skal være lyse spidser og mange små trevlerødder, så kommer planten hurtigere i gang. Fyld endelig ikke hullet op med en masse spagnum og super jord, så har rødderne tilbøjelighed til at blive der og ikke søge ud. Bland den opgravede jorden med lidt spagnum eller fuldt omsat kompost og fyld det i hullet. Træd til så planten ikke står og rokker i hullet, så slider den meget let hul i barken nede ved roden. Har du ved et uheld fået en saks i hånden som bare vil skære, så gør det ikke ved valnød, kastanie og birk, det giver en kraftig blødning, hvis de beskæres nu. Vent til de har blade, eller vent til sidst på sommeren. Så var der lige sæben Drivhuset venter på en gang brun sæbevask. Kom ind i alle kroge og få renset godt ud. Tidlige grønsager kan sås, især hvis der dækkes med plast i drivbænk eller i drivhuset. Det gælder for eksempel salat, radiser, tidlige blomkål, dild og kørvel. Grav en klump rabarber op og lad den udfolde sig som årets første grøntsag inde i drivhuset. Sår du inde i potter, kan du nu så tomat, aubergine og peber til drivhuset samt selleri til senere dyrkning udendørs.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst