Udland

Ekstremist med danskerhad gemte terrormanual

Muslimsk ekstremist, der er idømt fængselsstraf for trusler mod Danmark og USA, ligger inde med terrormanual.

Ekstremist med danskerhad gemte terrormanual

En muslimsk ekstremist i Derby i Storbritannien sidder lige nu i et fængsel og venter på sin dom.

Det drejer sig om den 33-årige webdesigner Umran Javed.

Avisen Derby Telegraph skriver, at han blev anholdt den 8. marts i sit hjem i Derby, og her fandt politiet dokumenter og computerfiler, der kan bruges som manualer til terroraktioner.

Umran Javed er ikke ukendt, når det gælder terrorsager.

Avisen skriver, at han i juli 2007 blev anholdt sammen med tre andre uden for Danmarks ambassade i London, den britiske hovedstad.

Her havde han deltaget i en protestdemonstration mod Danmark i forbindelse med sagen om Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.

- Bomb, bomb USA, bomb, bomb Danmark, råbte han da.

- Danmark, I vil betale med jeres blod, med jeres blod, lød et andet råb.

Han fik senere en dom på seks års fængsel for at opildne til mord og racehad.

Da han blev anholdt i marts i år, var han prøveløsladt.

Derby Telegraph skriver, at Javed i retten i Old Bailey i London fredag erklærede sig skyldig i tre tilfælde, hvor han var anklaget for at være i besiddelse af dokumenter, der kan bruges af terrorister.

Det er ikke klart, hvornår der falder dom i sagen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst