Ekstremvold og amoral

Intet er så godt at det ikke er galt for noget. Således var det et stort spring fremad for et stort filmpublikum, da Quentin Tarantino kom til filmbyen og satte nye standarder for brugen af vold og ondskab på film med sin "Pulp Fiction". Men. Siden har der ingen ende været på uhyrlighederne. Nu er alt tilladt og alt muligt. Lidt ligesom da pornoen blev givet fri og dristig erotik på det hvide lærred forvandledes til klaskende, klistrede kønsorganer i skarpt lys. "Domino" er en flot film, rent teknisk. Der leges med lys, lyd, tempo, klipning, farvesætning, rytme og hvad ved jeg - en overdådighed af billedfantasier. Det kan man se den for. Her sker der noget. Men historien og ikke mindst dens holdninger til sine personer er grotesk og anarkistisk amoralsk indtil det modbydelige. Keira Knightley (dusørjægersken Domino) bevæger sig som en fotomodel, sådan lidt "under vand" med overdrevent lange skridt og kejtede svaj med sine magre hofter og sin benede røv og med ansigtet i samme skolede folder: let sammenknebne øjne og truttende mund, med våbenvesten stumpende over den ekstremt lavtaljede sorte læder-sommerbuks, der helt skønt matcher de klirrende håndjern i bukselinningen og den henslængte pumpgun over skulderen. Hendes bedste plus er den britiske accent, der får hende til at virke langt koldere og farligere end den mest hæst drævende Mickey Rourke. Han er der jo også, som overdusørjægeren, og han spiller dårligere end nogensinde. Nærmest som om han helt har opgivet at tilføre pap-kliché-rollen noget som helst. Den tredje på holdet, Edgar Ramirez, er bedst til at slå spansk med hovedet, så det olieblanke hår falder i klædelig slow ned over hans tunge, lidenskabsmatte blikke. Og sådan er det nærmest hele vejen igennem denne uspiselige, ekstrem-voldelige sadistiske historie om vold, lemlæstelse, forrædderi, moralsk råddenskab, terror, bomber og massemord. Filmens hemmelige våben er todelt: Dels er hovedpersonen, fotomodellen der bliver dusørjæger, kopieret efter en virkelig person - dels lader instruktøren, Tony Scott, dusørjægerne sige ja til at medvirke i et realityprogram, hvilket giver en humoristisk dimension og en del nye perspektiver at arbejde med. Men lige lidt hjælper det. Mange stærke virkemidler forenes ikke nødvendigvis til noget voldsomt stort - her snarere bare til noget voldsomt. Og det er altså ikke nok. "Domino" USA 2005. Instruktør Tony Scott. To timer, syv minutter. Till. o. 15 år. Danmarkspremiere