El-afgifter sættes ned hurtigere end planlagt

Parcelhusejere med elvarme kan se frem til lavere afgifter på elregningen.

Et flertal i Folketinget er blevet enige om at fremrykke nogle afgiftslempelser, som ellers først skulle være trådt i kraft i 2019. Det betyder, at elvarmeafgiften sættes ned fra 1. maj.


Det oplyser Skatteministeriet i en pressemeddelelse.

Ifølge ministeriets beregninger vil et almindeligt parcelhus opvarmet med en varmepumpe vil få en besparelse i elvarmeafgift på op mod 650 kroner årligt inklusive moms.

Hvis huset er opvarmet med elradiatorer, er besparelsen i 2018 større.

Årsagen til, at afgifterne kan sættes ned før planlagt, er, at en plan fra 2013 om, at det skulle være skattemæssigt billigere at overdrage sin virksomhed til en erhvervsdrivende fond, er forsinket.

Derfor er regeringen blevet enig med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale og SF om at bruge de 440 millioner kroner, der var afsat i 2018, på at sætte afgifter ned.

Ud over lavere elvarmeafgift bliver der også råd til større fradrag for virksomheders investeringer i forskning og udvikling.

Og der bliver oprettet puljer til energilagringsprojekter, kystbeskyttelse og støjbekæmpelse på de danske veje.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.