EL: Aftale om id-kort er forhåbentlig den første af flere

Johanne Schmidt-Nielsen glæder sig over aftale om sikkerhedskort og krydser samtidig fingre for flere aftaler.

Regeringen har onsdag i samarbejde med SF og Enhedslisten taget et vigtigt skridt i kampen mod social dumping ved at lave en aftale om sikkerhedskort på danske byggepladser.

Det mener Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, efter at de politiske parter har landet aftalen.

- Jeg synes, det er så godt, hver gang regeringen har lyst til at lave aftaler, som trækker det her land i en mere solidarisk retning. Aftaler, om man så må sige, der står på lønmodtagernes side, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

- Derfor er vi glade i dag, og jeg håber selvfølgelig, at det her bliver et første skridt i rækken af mange gode, solidariske og røde aftaler, fortsætter hun.

Aftalen betyder, at byggearbejdere og håndværkere skal bære tydelig dokumentation i form af et kort, der både er blevet kaldt et id-kort og et sikkerhedskort.

Dokumentationen skal gøre det lettere for myndighederne at identificere, hvorvidt den enkelte byggearbejder får en korrekt løn og arbejder under ordentlige forhold.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.