El-biler fritages for afgifter i endnu tre år

} KØBENHAVN: El-biler er så stor en gevinst for nærmiljøet, at de fritages for afgifter i endnu tre år. Det fremgår af et lovforslag, som skatteminister Svend Erik Hovmand (V) fremsatte onsdag. Ejere af el-drevne biler betaler hverken registreringsafgift eller grønne afgifter, og denne ordning foreslås nu forlænget. Men selv om el-bilerne dermed har et forspring fremfor benzin- og dieseldrevne biler, er de ikke særlig udbredt på de danske landeveje. Skatteministeriet oplyser, at der er indregistreret omkring 30 el-biler i Danmark, og der sker kun mellem en og to nyregistreringer årligt. /ritzau/