El Chapos hustru: Jeg har intet at skamme mig over

Emma Coronel Aispuro har ikke ændret sin syn på narkobaronen trods anklager om tortur og levende begravelser.

Emma Coronel Aispuro ankommer til et retsmøde 14. januar i Brooklyn. Hun har under retssagen kaldt Joaquin "El Chapo" Guzman en "fantastisk far, ven, bror, søn og partner."

Emma Coronel Aispuro ankommer til et retsmøde 14. januar i Brooklyn. Hun har under retssagen kaldt Joaquin "El Chapo" Guzman en "fantastisk far, ven, bror, søn og partner."

NEW YORK: Efter at have siddet tavst og lyttet til mere end 200 timers vidneudsagn om blandt andet tortur og ofre, der er blevet levende begravet, kommenterede Joaquin Guzmans kone torsdag for første gang retssagen mod den mexicanske narkobaron, der kører ved en domstol i Brooklyn, New York.

- I dag har jeg afsluttet disse lange dage i retten, hvor der har været alt. Gode dage og dårlige dage, hvor mit navn også blev nævnt flere gange, skriver Emma Coronel Aispuro i en kommentar på Instagram.

- Jeg kan blot sige, at jeg ikke har noget at skamme mig over. Jeg er ikke perfekt, men jeg betragter mig selv som et godt menneske, der aldrig har såret nogen med vilje, tilføjer hun.

Guzman har siddet på anklagebænken ved domstolen i Brooklyn siden 13. november.

Han nægter sig skyldig i samtlige ti tiltalepunkter - blandt andet at han skulle have stået i spidsen for det frygtede Sinaloa-kartel.

Derudover er han anklaget for at have smuglet massive mængder narkotika ind i USA i en periode på mere end 20 år og dræbt enhver, der stod i vejen for ham.

Torsdag havde anklagemyndigheden og "El Chapos" advokater sidste chance for at fremlægge deres beviser i sagen.

Det forventes, at jurymedlemmerne indleder voteringen mandag.

- Alt det, der er blevet diskuteret i retten om Joaquin - godt og dårligt - ændrer på ingen måde mit syn på ham.

- Jeg kan ikke sælge en anden version af Joaquin, og selv om jeg ikke har haft kontakt med ham i lang tid, så ved min mand, hvor højt jeg elsker ham. Han stolede altid på mig, og det vil han blive ved med, skriver Emma Coronel Aispuro.

Forholdet mellem de to blev afsløret 9. januar. En computertekniker fortalte retten om adskillige sms-beskeder, der blev udvekslet mellem de to, da Guzman var på flugt fra fængslet i 2012.

Aispuro, der er 32 år yngre end Joaquin Guzman, har et sæt syvårige tvillingedøtre med den berygtede narkobaron.

Hun er under retssagen blandt andet blevet beskyldt for at have hjulpet sin mand, da han flygtede fra et topsikret fængsel i Mexico i 2015.

/ritzau/dpa