EL: Der er ikke forskel på Løkke og Corydon

Regeringen bør droppe stram økonomisk politik af hensyn til EU, siger Finn Enhedslisten i afslutningsdebat.

Vælgerne kan ikke se forskel på Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, og finansminister Bjarne Corydon (S), når det nuværende regeringsgrundlag definerer den økonomiske politik som en fortsættelse af VK-regeringens.

Det fastslår Enhedslisten socialordfører, Finn Sørensen, som er ude med riven efter regeringen i afslutningsdebatten.

- Kan nogen forklare den store forskel på Corydons nulvækst og Lars Løkkes? Næppe. Situationen er jo desværre dén, at det store flertal af Folketingets partier - faktisk alle undtagen Enhedslisten - har bundet sig til den såkaldt ansvarlige politik, siger Finn Sørensen.

Han skoser regeringen for at sende regningen videre til arbejdsløse, unge under uddannelse og socialt svage, som ikke kan få førtidspension, så der bliver råd til skattelettelser. Samtidig er der skabt et "budgettyranni" for kommuner og regioner, som selv vismændene vil lempe, siger han.

- Det er på høje tid, at denne regering og det tidligere regeringsparti SF, der bakker op om denne politik, forholder sig til de virkelige udfordringer og samarbejder med Enhedslisten om at få løst dem, siger Finn Sørensen.

Regeringen skal skabe grønne job til de 34.000 langtidsledige, som i 2013 mistede dagpenge. SR-regeringen bør droppe VK i vækstplanen og beskæftigelsesreformen, mener han.

- De mange reformer trækker i den stik modsatte retning af målsætningen om at bekæmpe ulighed og fattigdom. Taget under ét, så åbner reformerne vejen til en social katastrofe, siger Finn Sørensen.

Regeringen skal halvere genoptjeningskravet for dagpenge, mener han.

- Hvornår begynder regeringen at tage dét alvorligt, som den selv har skrevet i regeringsgrundlaget: At den vil måles på, om den er i stand til at mindske ulighed og fattigdom? spørger Finn Sørensen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.