EL: Handicappede bruges som løntrykkere

Enhedslisten er oppe i det røde felt over, at fagbevægelsen vil lade folks handicap styre timelønnen.

EL: Handicappede bruges som løntrykkere

"En syg tankegang".

Sådan lyder reaktionen fra Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen, på, at fagbevægelsen og Dansk Industri har aftalt, at regulere handicappedes timeløn med graden af deres handicap.

Aftalen, som er kommet i stand i kølvandet på regeringens fleksjobreform, vil regulere timelønnen således, at de handicappedes timeløn skal blive mindre, jo mere handicappede, de er.

Eksempelvis skal en fleksjobber med 70 procent nedsat arbejdsevne tjene 70 procent mindre end sine raske og rørige kolleger - altså ifølge aftalen, der først træder i kraft, hvis fleksjobreformen gennemføres som planlagt, og kommunerne kan redegøre nøjagtigt for graden af handicap.

- Jeg er rystet over, at fagbevægelsen kan aftale sådan noget med arbejdsgiverne. Det er at sætte løndumping i system og bruge mennesker med handicap som løntrykkere, siger Finn Sørensen.

En del af fleksjobreformen går ud på, at kommunerne skal spæde til de handicappedes løn med et særligt tilskud, men det rækker ikke til at oppebære en ligeløn, siger Finn Sørensen.

- Selvom der er tale om offentligt tilskud, vil der være tale om betragtelig lønnedgang. Jo større handicap, jo lavere løn, og det er det, vi hele tiden har advaret mod, ville blive konsekvensen af fleksjobreformen, siger han.

Spørgsmål: Hvis det offentlige supplerer op, vil det så ikke gå ud på ét?

- Det vil det ikke gøre. Du skal have kolleger med en meget, meget lav timeløn, hvis det bare nogenlunde skal gå op. Det er jo et totalt brud med vores syn på de handicappedes stilling på arbejdsmarkedet, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.