Danmark

EL kræver førstehjælp til sygeplejersker

Sygeplejersker lærer ikke nødvendigvis førstehjælp på studiet. Gakket, mener Enhedslisten.

EL kræver førstehjælp til sygeplejersker

Nyuddannede sygeplejersker kan ikke nødvendigvis give hjertemassage og kunstigt åndedræt. Det lærer de nemlig ikke under deres uddannelse.

- Det er jo fuldstændig gakket, at sygeplejersker i dag ikke er garanteret førstehjælp under deres uddannelse, siger Enhedslistens uddannelsesordfører, Rosa Lund.

Hun mener, at det bedste vil være, hvis det bliver skrevet ind i bekendtgørelsen for sygeplejerskeuddannelsen, at førstehjælp skal være en obligatorisk del af uddannelsen.

Forslaget hilses velkommen af de sygeplejerskestuderende.

- Vi lærer ikke hjerte-lungeredning, og det er fatalt, for når vi er i praktik, står vi helt alene med patienterne, og hvis de falder om, kan vi ikke gøre noget, siger Marie Nagel Christensen, der er formand for Sygeplejerskestuderendes Landssammenslutning.

Hun fortæller, at mange sygeplejerskestuderende selv betaler for kurser i førstehjælp.

Enhedslisten spurgte sidste efterår uddannelsesminister Morten Østergaard (R), om han ville gøre førstehjælp til en obligatorisk del af uddannelsen til sygeplejerske.

Det fremgår af ministerens svar, at han ikke mente, at det var nødvendigt at lave bekendtgørelsen om.

- Hensigten er, at de studerende (...) samlet vil opnå en viden, der gør, at de som færdiguddannede professionsbachelorer i sygepleje vil have de nødvendige færdigheder til at yde førstehjælp, lød Morten Østergaards svar.

Men Morten Østergaard lovede samtidig at gå i dialog med uddannelserne for at sikre, at alle sygeplejersker kan, hvad der svarer til førstehjælp, når de er færdige på studiet.

Men ifølge Rosa Lund er der ikke sket noget.

Uddannelsesministeriet oplyser, at Morten Østergaard har holdt møder med uddannelserne og fået en redegørelse for, hvordan de sikrer, at de studerende lærer, hvad der svarer til førstehjælp.

Og ministeren mener på den baggrund fortsat ikke, at der er grund til at ændre reglerne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.