Nibe

El Maestro i leverpostej

Jens Carlsen kan lave landets bedste leverpostej, og fritiden tilbringes gerne i naturen. Foto: Torben Hansen

Jens Carlsen kan lave landets bedste leverpostej, og fritiden tilbringes gerne i naturen. Foto: Torben Hansen

¤Jens Carlsen, slagtermester, Mastruphøj 113, Støvring, fylder fredag 60 år. Jens Carlsen har været selvstændig slagtermester siden 1973 og tilhører Danmarks nuværende ældste slagterslægt, idet han er femte generation i faget. De fire foregående havde alle forretning i Nibe, hvor det hele begyndte i 1867. Jens Carlsen og hans hustru, Inger Marie, begyndte som selvstændige i Dannebrogsgade i Aalborg, hvor de var i seks år. Meningen var, at Jens Carlsen skulle overtage sin fars slagterforretning i Nibe, men sådan blev det ikke. Jens og Inger Marie Carlsen kom i stedet i 1979 til Støvring, hvor de siden har drevet en velrenommeret slagterforretning, hvor der lægges vægt på hjemmelavede produkter og gode råvarer. For produkterne har parret da også høstet adskillige priser i fagkonkurrencer i ind- og udland. Sidste år blev deres leverpostej kåret som den bedste i landet, og det har naturligvis skabt opmærksomhed og øget salget. Jens Carlsen leverer også leverpostej til salg i Ø. Hornum og Suldrup, men ellers er det butikkens kunder, han holder af at betjene med god kvalitet. Opskriften på landets bedste leverpostej holder Jens for sig selv. Jens Carlsen har, som den dygtige fagmand han er, været benyttet som overdommer ved fagkonkurrencer ved Interfair-messer i Herning og som skuemester. Også branchens organisationer har bud efter ham til bestyrelsesposter, men flere af dem er nu nedlagt eller ophørt. I Slagtermesterforening Nordjylland varetager han fortsat formandsposten, ligesom han er med i aktionærrådet for Sparekassen Himmerland og i bestyrelsen for Grangårdscentret. Uddannelsesmæssigt spiller Jens Carlsen også en rolle, idet han gerne stiller sig selv og sin forretning til rådighed for kurser. I fritiden holder han af at komme ud i naturen, hvor han dyrker sine interesser for hunde, heste, jagt og havearbejde. Fødselsdagen fejres på selve dagen med åbent hus for kunder og venner i Grangårdscentret kl. 14-18.