Udland

EL og SF om EU-budget: For meget støtte til landbruget

EL og SF savner fokus på ny jobskabelse i EU's budget. Man skulle i stedet have skåret i landbruget, lyder det

EL og SF om EU-budget: For meget støtte til landbruget

Selvom Danmark afslutter budgettopmødet i EU med en milliardrabat, kritiserer Enhedslisten og SF EU-budgettet for at holde hånden over landbruget og glemme at se fremad.

- På den ene side er det jo tæt på at være lidt af et mirakel, at 27 lande med meget fælles interesser har kunnet blive enige i en krisetid, siger Emilie Turunen, medlem af Europaparlamentet for SF.

Men selvom hun glæder sig over Danmarks milliardrabat, savner hun flere visioner for fremtiden.

- Man opretholder store landbrugs- og strukturfonde, og for at finansiere dem tager man penge fra forskning, udvikling, uddannelse, infrastruktur. Altså de ting, vi skal leve af i fremtiden, siger hun.

Enhedslistens EU-ordfører, Nikolaj Villumsen, stemmer i:

- Det er fint, at vi får rabatten, men hvad med arbejdsløsheden, spørger han.

- Realiteten er, at Danmark stadig ender med at bruge milliarder om året på ubrugelig landbrugsstøtte, som kunne være blevet brugt på at skabe arbejdspladser og grøn omstilling, fortsætter han.

Nikolaj Villumsen peger på, at pengene i den EU-rabat, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har fået i hus, allerede er blevet brugt i 2020-planen, som regeringen har videreført efter VK-regeringen.

- Pengene, der spares på rabatten, er allerede brugt på skattelettelser, der fortrinsvis kommer de rigeste danskere til gode og vil derfor ikke kunne bruges til at skabe arbejdspladser herhjemme, lyder det fra EU-ordføreren.

Aftalen faldt på plads fredag eftermiddag efter maratonforhandlinger mellem de 27 medlemslande.

Efter at medlemslandene er blevet enige, skal aftalen nu til forhandling i EU-Parlamentet, hvor flere af de fremtrædende politiske profiler på forhånd har udtrykt stor skepsis over for det kompromis, der tegnede sig.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst