EL: Regeringen skal lytte til handicappedes kritik

Finpudsning af kommunalreformen har gode takter, men halter på det specialiserede område, mener Enhedslisten.

EL: Regeringen skal lytte til handicappedes kritik

Regeringens forslag til en justering af kommunalreformen er et skridt i den rigtige retning, men der mangler et bredere fokus på handicappede og syge, mener Enhedslisten.

- Vi deltager meget gerne i forhandlingerne om det her.

- Der, hvor vi ser den største udfordring, er på det specialiserede socialområde og undervisningsområde, hvor vi synes, man skal lytte mere til Danske Handicaporganisationers kritik, siger kommunalordfører Finn Sørensen (EL).

Blandt de konkrete tiltag, regeringen vil indføre, er en opgradering af Socialstyrelsens rolle.

Fremover får styrelsen til opgave at sikre, at kommunerne har de fornødne tilbud til målgrupper med meget specialiserede behov.

Men Finn Sørensen mangler generelt en klarere opgavefordeling mellem kommunerne og regionerne og en bedre sikring af, at udsatte borgere får den bedste hjælp.

Han mener som udgangspunkt, at det giver bedst mening at organisere samarbejdet mellem kommuner og regioner efter evalueringens såkaldte Model 3.

Her har kommunerne som udgangspunkt hovedansvaret, mens regionerne får ansvaret for nogle målgrupper, hvor behovene kræver en tæt tilknytning til sundhedsvæsnet.

- Det er en regional model, men den skal også justeres, for der er nogle grupper, man glemmer. Det er godt, at man har fokus på for eksempel de hjerneskadede, men der er også andre grupper, siger han og fortsætter:

- Det kan være stærkt udadreagerende mennesker og børn og unge med selvskadende adfærd.

Regeringen vil med sit udspil blandt andet sætte større fokus på genoptræningen af mennesker med særligt komplekse genoptræningsbehov - som for eksempel en kompleks hjerneskade.

Men Danske Handicaporganisationer (DH) har lørdag kritiseret regeringen for at have et for snævert fokus. DH mener blandt andet, at det kan være svært at definere, hvem der har de "komplekse behov".

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst