EL rejser t-shirt-sag

Folketingets formand kritiserer EL-medlemmer for at have t-shirts med slogan på under Irak-debat. Skulle jeg have taget den af, spørger Line Barfod (EL)

EMNER 1. juni 2005 06:00

København: Enhedslisten vil have Folketinget til at tage stilling til, om folketingsmedlemmer må optræde i t-shirts under debatter i salen. Det sker, efter Folketingets formand, Christian Mejdahl (V), tirsdag lod skinne igennem, at han fandt Enhedslistens påklædning upassende under debatten om forlængelsen af den danske Irak-styrke. "100.000 er døde" stod der med store hvide bogstaver hen over brystet på sorte t-shirts, som Enhedslistens fem tilstedeværende folketingsmedlemmer var iført. - Vil Christian Mejdahl have haft, at jeg selv og Pernille Rosenkrantz-Theil tog vores t-shirts af, siger Enhedslistens gruppeformand, Line Barfod. Hun vil rejse sagen, når partiernes gruppeformænd onsdag mødes med Folketingets ledelse, præsidiet. - Nu er det sådan, at der under den her debat foregår meningstilkendegivelser fra talerstolen. Og skulle der være en hel folketingsgruppe, som ønsker at komme på talerstolen, så finder vi også ud af det. Det er ikke nødvendigt at skifte tøj for at give udtryk for sine synspunkter, lød det således fra Folketingets formand, efter at Enhedslistens udenrigsordfører, Frank Aaen, havde været på tingets talerstol under debatten. Line Barfod henviser imidlertid til, at den eneste regel er, at folketingsmedlemmerne ikke må anvende "rekvisitter", når de går på talerstolen. - Det må vel være sådan, at man også har lov til at give udtryk for sine holdninger gennem tøjet, ligesom nogle vælger at møde op i jakkesæt og slips. Hvis man ikke er tilfreds med konsekvenserne af sin politik, så burde man måske overveje politikken fremfor at kritisere budbringeren, siger Enhedslistens gruppeformand. Tallet 100.000 henviser til et skøn over antallet af dræbte, siden USA i en koalition med blandt andet Danmark invaderede Irak og afsatte diktatoren Saddam Hussein. Forlængelsen af den danske Irakstyrkes mandat til den 1. februar næste år blev vedtaget med støtte fra alle partier på nær SF og Enhedslisten. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...