EL's krav om kortere arbejdstid koster milliarder

Ifølge Finansministeriet vil det koste mindst 12 milliarder, hvis EL får opfyldt ønske om kortere arbejdstid.

EL's krav om kortere arbejdstid koster milliarder

Mens Enhedslistens Johanne-Schmidt Nielsen taler dunder mod regeringen for at svigte de arbejdsløse, så kan det blive dyrt, hvis Enhedslisten får flertal for sin politik.

Det viser et svar fra Finansministeriet til Socialdemokraternes finansordfører, John Dyrby Paulsen.

I Enhedslistens principprogram fastslår partiet, at man ønsker at gennemføre "en radikal sænkning af arbejdstiden".

Men det vil blive så dyrt, at skatten enten skal sættes op med flere milliarder kroner, eller der skal spares på andre områder for at finde pengene til en arbejdsuge på mindre end 37 timer.

Finansministeriet vurderer, at det vil koste statskassen henholdsvis 12 milliarder kroner, 35 milliarder kroner og 58 milliarder kroner årligt at sænke den ugentlige arbejdstid med 1, 3 eller 5 timer.

Svaret kommer, mens Socialdemokraternes formand, statsminister Helle Thorning-Schmidt, og Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, for åbent tæppe 1. maj kæmper om vælgernes gunst.

Allerede på sit ugentlige pressemøde tirsdag langede Helle Thorning-Schmidt ud efter Enhedslisten for ikke at acceptere præmissen om, at Danmarks økonomi og virksomhedernes konkurrenceevne er udfordret.

Og den kritik fortsætter statsministeren i sin 1. maj-tale.

- På den yderste venstrefløj er svaret, at mens man venter på revolutionen, så skal man bare bruge nogle flere penge. Offentlige penge forstås. Tusindvis af kroner mere i SU. At arbejdstiden skal sættes ned for os alle sammen.

- Når vi siger, at Danmark har et problem med vores konkurrenceevne, siger man bare: Visse vasse, det kan ikke passe. Det lyder sørme meget højreorienteret og reaktionært at gå op i, hvordan erhvervslivet har det, lød det fra Helle Thorning-Schmidt.

Johanne Schmidt-Nielsen kritiserer til gengæld regeringen for at være mere blå end rød.

Og det er at svigte vælgerne, siger hun:

- Helle Thorning har ret i, at tusindvis af danskere viste hende deres tillid. Helle Thorning, du skylder svar. Svar til alle de mange mennesker, der kæmpede for dig. Der overtalte deres nabo og deres kollega til at sætte kryds ved dig og din regering, lyder det fra Johanne Schmidt-Nielsen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.