Politik

EL-veteraner om 25-års jubilæum: Fra problemfyldt til fremskridt

Jette Gottlieb og Frank Aaen mener, at Enhedslisten, der fejrer 25 år i Folketinget, kan præge dansk politik.

Frank Aaen (th.) var med, da Enhedslisten for 25 år siden kom i Folketinget for første gang. I weekenden var han med til partiets årsmøde, hvor det mangeårige folketingsmedlem var med til at fejre jubilæet med kage.

Frank Aaen (th.) var med, da Enhedslisten for 25 år siden kom i Folketinget for første gang. I weekenden var han med til partiets årsmøde, hvor det mangeårige folketingsmedlem var med til at fejre jubilæet med kage.

KØBENHAVN:Valget af løsgængeren og gøgleren Jacob Haugaard var den helt store historie ved folketingsvalget 21. september 1994.

Men samtidig skete der noget andet markant i dansk politik. Enhedslisten kom ind i Folketinget med fire mandater, efter at det dengang unge venstrefløjsparti havde været tæt på at komme ind ved valget i 1990.

Med på holdet i 1994 var Frank Aaen og Jette Gottlieb, og de var i weekenden begge med til at fejre 25-års jubilæet med kage ved partiets årsmøde i København.

- Enhedslisten er grundlæggende det samme parti. Vi har både nogle meget fremadrettede og visionære forslag.

- Og så har vi også den pragmatiske tilgang, at hvis vi bare kan trække en lille centimeter, så gør vi det, siger Jette Gottlieb.

Hun sad i Folketinget fra 1994 til 2001, og hun fik comeback ved valget 5. juni i år.

Frank Aaen erindrer, at Enhedslisten allerede fra begyndelsen i 1994 spillede en rolle som parlamentarisk grundlag.

Det skete for en regering med Socialdemokratiet, De Radikale og Centrum-Demokraterne under ledelse af statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S).

- I 1994 var vi grundlag for Nyrup-regeringen, og vi indgik faktisk rigtig mange aftaler. Blandt andet en af de største skatteaftaler, der er lavet gennem tiden.

- Vi havde et ganske godt samarbejde, også problemfyldt, det siger sig selv, siger Frank Aaen og springer frem til dette årti.

- Det var bare mega problemfyldt under Helle Thorning-Schmidt- og Bjarne Corydon-tiden, men nu ser det ud til, at det bliver nemmere at sætte en god retning, siger han.

Frank Aaen henviser til tiden fra 2011 til 2015, hvor Helle Thorning-Schmidt (S) og Bjarne Corydon (S) var henholdsvis statsminister og finansminister.

Det skete med en økonomisk politik, der var så blå, at det gjorde mange Enhedslisten-folk rødglødende af raseri.

Jette Gottlieb mener, det er svært på nuværende tidspunkt at svare på, om Enhedslisten får nok indflydelse på næste års finanslov, for forhandlingerne begynder først mandag.

- Men jeg er sikker på, at mange af de ting, som Enhedslisten trækker i, vil blive trukket i. Og det ville de ikke være blevet, hvis vi ikke var der, siger hun.

Frank Aaen, hvis periode i Folketinget strakte sig fra først 1994 til 2001 og dernæst fra 2005 til 2015, mener, at årene i Folketinget har modnet Enhedslisten.

- Vi er blevet mere politisk erfarne. Men den største forandring frem til dette årsmøde er i virkeligheden, at de folkelige bevægelser har sat et alvorligt tryk, både på klimaområdet og på velfærd, på børneområdet.

- Det har gjort, at vi har kunnet få en så relativt fin aftale med Socialdemokratiet i det såkaldte forståelsespapir. Så vi kan tro på, at det i modsætning til Thorning-tiden nu kommer til at gå fremad, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst