Finanspolitik

EL vil lave politik - ikke udpege statsminister

Med uro i begge blokke bør vælgere stemme efter overbevisning, mener EL's politiske ordfører Pernille Skipper.

Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper (i midten) opfordrer danskerne til at stemme efter deres overbevisning, fordi både blå og rød blok er indbyrdes uenige. Her fejrer hun Børnenes Grundlovsdag sammen med børn på trappen foran Christiansborg. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper (i midten) opfordrer danskerne til at stemme efter deres overbevisning, fordi både blå og rød blok er indbyrdes uenige. Her fejrer hun Børnenes Grundlovsdag sammen med børn på trappen foran Christiansborg. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Når begge blokke i Folketinget slås - også indbyrdes - bør vælgerne ikke sætte deres stemme på blå eller rød blok. De skal stemme efter deres overbevisning.

Det siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, i sin tale på Folkemødet i Allinge på Bornholm.

Alternativets leder, Uffe Elbæk, pegede i sin tale på hende eller De Radikales leder, Morten Østergaard som mulig kommende statsminister i stedet for Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen.

- Jeg tror godt, vi kan konkludere, at ingen blokke er præget af nogen synderlig dyb ro for tiden. Derfor vil jeg nøjes med et simpelt råd: Stem efter jeres overbevisning, siger Pernille Skipper.

- Enhedslisten er ikke sat i verden for at gøre Løkke eller Frederiksen til statsminister. Vi er sat i verden for at gøre en forskel.

Enhedslisten kæmper for velfærd, bekæmper ulighed, er for et bæredygtigt klima og vil hjælpe flygtninge,

På Christiansborg er situationen "pænt kaotisk". Dansk Folkeparti er sure på Liberal Alliance, som er sure på regeringen. SF er sure på De Radikale, som er sure på Dansk Folkeparti, siger Pernille Skipper.

- Socialdemokraterne er sure på Enhedslisten, vi er sure på Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. Og Alternativet er taget til yoga, siger Enhedslistens politiske ordfører.

1. maj mødte hun en kvindelig maler i 60'erne, som knap kan gå, efter at hun har fået to nye hofter. Alligevel kan hun hverken få førtidspension eller et fleksjob.

- Det er ikke godt nok, når et fald på et stillads, en nedslidt hofte eller en psykisk sygdom efterlader dig uden penge til husleje. I det her land skal vi have en kontanthjælp, man kan leve af, siger Pernille Skipper.

Hun er vred over, at Dansk Folkeparti tror, at de har patent på danskhed, mens andre partier "render efter dem som hovedløse kyllinger", mener hun.

- Så til hele Dansk Folkeparti: Ja, I må mene, præcis hvad I vil. Jeg er ligeglad med, om I er stuerene. Det er også helt i orden, at I godt kan lide frikadeller, det kan jeg også. Men I ejer ikke Dannebrog. I ejer ikke Danmark. Det gør vi alle sammen, siger Pernille Skipper.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst