EL vil se en ordentlig oprydning fra ny fiskeriminister

Den nye fiskeriminister skal på et samråd forsikre, at skandalen om fiskekvoter ikke ruller videre.

Ritzau
Mads Claus Rasmussen Foto: Scanpix/Mads Claus Rasmussen/arkiv
6. september 2017 11:37

To embedsmænd er blevet fyret, flere kvotekonger er politianmeldt, Statsrevisorerne har udtalt deres skarpeste kritik, og fiskeriområdet er blevet fjernet fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

Men Enhedslisten føler sig stadig ikke forsikret om, at der er ryddet helt op i sagen om Miljø- og Fødevareministeriets håndtering af kvotekoncentrationen i dansk fiskeri.

Derfor har miljøordfører Maria Reumert Gjerding (EL) kaldt minister for ligestilling, fiskeri og nordisk samarbejde Karen Ellemann (V) i samråd onsdag. Hun har stadig en række ubesvarede spørgsmål:

- Blandt andet om de dokumenter, som Berlingske og vi er kommet i besiddelse af, hvor det fremgår, at embedsmænd i ministeriet har forberedt en strategiplan, der skulle modarbejde Folketingets fiskeripakke, siger hun.

Da Folketinget indførte omsættelige fiskekvoter i 2002, var det med formaning om, at kvoterne ikke måtte ende på for få hænder.

Men den hensigt har Miljø- og Fødevareministeriet ikke efterlevet. Ministeriets håndtering har ifølge Rigsrevisionen været "meget kritisabel" og har ikke understøttet Folketingets intention.

- Det er fuldstændig uhørt, at embedsmænd udtænker planer for, hvordan man kan modarbejde et folketingsflertal. Mange af de embedsmænd sidder der jo stadig.

- Det er det, jeg forventer, at Karen Ellemann forholder sig til i dag, siger Maria Reumert Gjerding.

Spørgsmål: Embedsmænd er allerede blevet fjernet, kvotekonger er politianmeldt og ressortområdet er blevet taget fra Esben Lunde. Har man ikke dermed gjort det, man kunne, for at rydde op?

- Strategiplanen blev udarbejdet i ministeriets departement. De embedsmænd, der er blevet fyret, sad ude i en styrelse. Så nej.

- Der har siddet nogle mennesker helt tæt på ministeren og har lavet en strategi for, hvordan man skulle modarbejde et flertal i Folketinget.

- Den del af sagen har ingen konsekvens fået endnu, og Folketinget har ikke fået de svar, vi har krav på, siger miljøordføreren.

Karen Ellemann er i gang med at oprette en helt ny fiskeristyrelse. Det arbejde har Maria Reumert Gjerding også et par spørgsmål til.

- Har hun ryddet op i den del af ministeriet, hun har overtaget, så vi kan være sikre på, at den uacceptable opførsel ikke gentager sig?

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...