EL vil trække Støjberg i samråd om statsborgersskabsag

2750 sager om statsborgerskab skal tages op igen, mener Inger Støjberg. - Uhørt, siger Enhedslisten.

Det er "uhørt", at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vil sende 2750 sager om statsborgerskab retur til Folketingets Indfødsretsudvalg, der tidligere har besluttet at tildele dispensation og dermed statsborgerskab.

Det siger Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslistens politiske ordfører og indretsordfører, der nu vil trække Inger Støjberg i samråd i Folketingets Indfødsretsudvalg.

- Det er helt uhørt, at ministeren sætter sig op mod flertallet i Folketinget og ikke vil sætte de her mennesker på lovforslaget. Udvalget har i flere omgange, senest i et brev til ministeriet 14. august, skrevet, at det forventer, at de sættes på lovforslaget.

- Og det er nu engang Folketinget – og ikke ministeren – der bestemmer, hvem der får dansk statsborgerskab, lyder det fra Johanne Schmidt-Nielsen i et skriftligt svar.

Indtil nu har det været omkring 255 ansøgere, der skulle have genbehandlet deres sag. De havde først modtaget brev om deres dispensation og dermed snarlige statsborgerskab efter valgudskrivelsen i slutningen af maj.

I de breve var der tilføjet det forbehold, at de måske ikke fik dispensation alligevel, hvis retningslinjerne på området ændrede sig efter valget.

- Vi har nu kaldt ministeren i samråd. Hvis hun ikke kommer på bedre tanker meget hurtigt, vil vi tage initiativ til at stille lovforslag, der rummer de 2500 navne, lyder det fra Johanne Schmidt-Nielsen.

Enhedslisten glæder sig dog over, at det ser ud til, at Inger Støjberg og Venstre har et flertal imod sig.

- Vi forventer derfor, at Folketinget kan vedtage vores lovforslag, så de 2500 mennesker kan få det statsborgerskab, de så længe har ventet på.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst