Elbæk udsætter medieforhandlinger

Regeringen ved ikke, hvordan den vil spare to milliarder på erhvervsstøtte og udskyder medieforhandlinger.

Elbæk udsætter medieforhandlinger

Kulturminister Uffe Elbæk (R) har opgivet at få en aftale om fremtidens medielandskab i hus på denne side af sommerferien.

Kulturministeren har to store, parallelle forhandlingsspor i gang, nemlig både om medieforliget, der handler om DR, TV2 og lokale radioer, og om mediestøtten, der handler om støtte til dagblade og andre trykte medier.

Begge forhandlinger er udsat til efteråret. For de elektroniske mediers vedkommende er det et rent kalenderspørgsmål, siger Uffe Elbæk.

- Vi skulle være gået i gang med medieforligsforhandlinger i dag (onsdag, red.), men det var ikke muligt at finde et tidspunkt, hvor alle ordførerne kunne være til stede, siger Uffe Elbæk.

For støtten til de trykte medier handler det derimod om, at regeringen vil spare to milliarder kroner på den samlede erhvervsstøtte, som mediestøtten er en del af.

- Det kommer givetvis til at betyde noget for mediestøtten. Den økonomiramme er ikke kendt endnu, siger Uffe Elbæk.

Han regner dog med, at forhandlinger om støtte til dagbladene kan gå i gang umiddelbart efter forhandlingerne om de elektroniske medier - som altså begynder til august.

Forhandlingerne om mediestøtten tager udgangspunkt i en rapport fra det såkaldte Dyremose-udvalg under ledelse af tidligere finansminister Henning Dyremose (K).

Udvalget har foreslået at lægge mediestøtten om, så den i højere grad belønner originalt journalistisk arbejde.

Udvalget vil sikre, at støtten går til uafhængige medier. Derfor vil man fjerne støtte ved bestemte ejerforhold. Politiske partier og det offentlige skal ikke have støtte til udgivelser.

Centralt for, om et medie kan få støtte, er en vis kritisk masse på redaktionen. Udvalget arbejder med fem ansatte, men lader det være op til politikerne, om man skal gå længere ned.

Vælger politikerne at følge udvalgets anbefalinger, vil det betyde, at der flyttes penge fra blandt andet gratisaviser til netmedier.

/ritzau/