Biler

Elbil blev Årets Bil i Europa

Japanske Nissan Leaf vandt den prestigefylde titel.

For første gang i historien om "Årets Bil i Europa" vinder en elbil. Det er Nissan Leaf, der kørte med den nok mest prestigefyldte titel i bilverdenen. Sejren var dog yderst kneben med 257 point i forhold til Alfa Romeo Giulietta (248 point) og Opel Meriva (244 point). Juryen udtaler, at Leaf repræsenterer et gennembrud for el-biler, da det er den første elbil, der på en række punkter kan matche en konventionelt motoriseret bil. Topfart på 145 km/t Nissan Leaf kører med en elmotor, der yder 109 hk og 280 Nm, hvilket er nok til en topfart på 145 km/t. Elmotoren får strøm fra litium-ion-batterier, og den maksimale rækkevidde skulle være på 175 km efter den europæiske forbrugscyklus, som alle biler måles efter. Noget af det, som imponerede juryen var det komplette udstyr med detaljer som aircondition, satellitnavigationssystem, parkeringskamera og mulighed for at indstille opladningsfunktioner til overvågning af bilens aktuelle opladningstilstand og den resterende batterikapacitet. Det eneste ekstraudstyr er et solcellepanel monteret i hækspoileren, som hjælper med at oplade bilens 12-volts-batteri for at kunne levere strøm til tilbehør. Efterår 2011 I første omgang må vi dog vente lidt på bilen herhjemme. Levering af bilerne i Japan og USA begynder nu her i december. I Europa starter salget i begyndelsen af næste år i Portugal, Irland, Storbritannien og Holland. Det kan betyde, at vi skal frem til efteråret næste år, før Leaf kommer hertil. Juryen har et enkelt dansk medlem, Peter Aaboe, som er freelancejournalist hos FDM Motor. - Med valget af Nissan Leaf som Årets Bil i er den elektriske bil for alvor inde i varmen men mangler stadig at overbevise en større køberskare, siger Motors Peter Aaboe til foreningens hjemmeside. Prisen ligger ikke fast, men forventes at blive omkring 325.000 kroner. I første omgang bliver bilen fremstillet i Japan, men senere vil den også blive produceret i Nordamerika og Europa, når nye produktionsfaciliteter åbner sidst i 2012 og i starten af 2013. Resultatet for de syv finalister 1. Nissan Leaf, 257 point 2. Alfa Romeo Giulietta, 248 point 3. Opel Meriva, 244 point 4. Ford C-Max/Grand C-Max, 224 point 5. Citroën C3/DS3, 175 point 6. Volvo S60/V60, 145 point 7. Dacia Duster, 132 point