Udland

Elefantmassakre: Krybskytter har dræbt 26 elefanter

Krybskytter er trængt ind i afrikansk naturreservat, hvor de har dræbt mindst 26 elefanter, oplyser WWF.

Elefantmassakre: Krybskytter har dræbt 26 elefanter

Mindst 26 elefanter er blevet dræbt, efter at en gruppe krybskytter mandag trængte ind i Dzanga-Ndoki Nationalparken i Den Centralafrikanske Republik. Det oplyser Verdensnaturfonden (WWF).

- Vi har netop modtaget nyheden om, at mindst 26 elefanter er blevet dræbt af krybskytterne. Det er totalt nedslående nyheder, siger WWF Danmarks generalsekretær, Gitte Seeberg, i en pressemeddelelse.

WWF appellerer kraftigt til nabolandene Cameroun og DR Congo om at hjælpe Den Centralafrikanske Republik med at beskytte elefanterne og få styr på sikkerheden i parken, oplyser Seeberg.

- Denne massakre er endnu en ubehagelig påmindelse om den stærke trussel, der er mod elefanterne i disse år, siger hun og understreger, at WWF vil arbejde for højere straffe til gerningsmændene, som tjener voldsomt mange penge på krybskytteriet.

WWF slog alarm fredag morgen, fordi man frygtede, at en massakre på elefanterne i reservatet kunne være i gang. Organisationen har oplysningerne fra flere kilder.

I mandags henvendte tre mænd bevæbnet med kalasjnikov-rifler sig til to WWF-støttede lokale forskere i skoven. De bad om mad og spurgte om vej til et udsigtstårn ved Dzanga Bai, der lokalt er kendt som "elefantbyen".

Tårnet bruges af turister og forskere til at observere elefanter.

De to forskere sendte de væbnede mænd i en forkert retning og flygtede. Senere hørte de skud komme fra området.

Samme dag sagde to vagter i parken til WWF, at de havde set væbnede mænd i udsigtstårnet ved Dzanga Bai, som skød i retning af elefanter.

Kilderne oplyser også, at de så et køretøj med 17 mænd ved indgangen til parken.

WWF frygter, at der kan blive tale om en af de største massakrer på elefanter i regionen siden februar 2012, hvor krybskytter skød og dræbte mindst 300 elefanter i Bouba N'Djida Nationalparken i Cameroun.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.