Elektrisk selvbiografi

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Guitaristen Richard Thompson skyder med skarpt på sit nyeste elektiske album.

CD; ROCK Richard Thompson: ”Sweet Warrior” # # # # # ¤ Hvor mange husker og kender i dag den formidable engelske guitarist, Richard Thompson? Dengang i 1967 var han med til at danne folkerockgruppen Fairport Convention og skabe deres særegne folkerockstil, men samtidigt udviklede han sit eget i særklasse fordomsfri og markante guitarspil. Thompson er Fender Stratocaster-mand, når han spiller elektrisk, og på hans seneste album ”Sweet Warrior” er det netop el-guitaren, som præger lydbilledet i en række både bitre, poetiske og stemningsfulde sange. Men selvfølgelig er der også blevet plads til den akustiske og mandolinen. Her er dømt dybt personlig rock, der ubesværet trækker på den 58-årige musikers mangeårige og fordomsfri livtag med alt fra keltisk og skotsk folkemusik til polka og swingjazz. Men genrerne bliver her mere brugt som genialt krydderi til hele 14 sange, der som udgangspunkt suger god næring fra blues og gammeldags rock. Her er fine sager. Den desperat muntre ”Mr. Stupid” om at bliver holdt for nar af den, som du elsker, og som anser dig for at være dummere end et hul i jorden. Den isnende og flot rockende anti-krigssang ”Dad’s Gonna Kill Me” med dramatisk violin og sanglinjer som ”Ive got a wife, a kid, another on the way, I might get home, if I can live through today, before I came out here, I neved used to pray.” Og i sangen her er Dad altså en forkortelse for Baghdad. På den sprøde og guitarelegant syngende ”Poppy Red” får vi historien om hans livs første store kærlighed. Hende, der forlod ham og kun efterlod sødmefyldte minder. Og der er den glade rockabilly-melodi ”Bad Monkey” med fed sax og baggrundskor. På den måde svinger pladen hele tiden mellem poesi, livsglæde, vrede og smerte i en række erindringsbiografiske sange, der dog aldrig bliver for private, og derfor tegner et fint billede af vor tid gennem mandens selvoplevede erfaringer. Rock for voksne og for dem, som elsker godt guitarspil med folketone. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk @Brød.9.: [ Richard Thompson: ”Sweet Warrior” Proper Records/Kick Music.