EMNER

Elektrochok der vakte stor lokal jubel

Spilleklub hos Hirtshals El -Motorservice vandt over 5.5 mio kroner i lotto

- Vi har fået pålægskagemand til frokost og en øl til. Så må vi se om ikke der falder mere af henad vejen, siger en af den håndfuld medarbejdere hos Hirtshals El-Motorservice Aps, der ikke var så heldig at være med i den spilleklub, der lørdag ramte syv rigtige. Ikke alene ramte de syv rigtige, de havde desuden det held, at der i lørdags var ekstra 10 mio i førstepræmiepuljen, fordi Lotto fejrede sin 15 års fødselsdag. De måtte dog dele den med to andre vindere. Thomas Jensen er ansvarlig for indlevering og inddrivelse af de 60 kr. hver af medlemmerne spiller for hver uge. Og dermed er han også den, der havde stået til bøllebank om ikke kuponen var rettidigt indleveret. Han har dog aldrig glemt at indlevere endnu. Desuden er Kim Skovbo, Flemming Christensen, Flemming Schaltz, Bente Schaltz og Poul Christensen med. En samlet gevinst på 5.535.210 kr. betyder, at havde de blot hver især vundet 78.000 kr mere, var de alle blevet millionærer. Nu blev det nærved og næsten for klubben, der har kørt samme matematiske system med 10 numre i tre år. - Vi har prøvet ikke at have et eneste af de ti tal mellem de rigtige. Men vi har også vundet mindre beløb. For ikke så længe siden blev det 36.000 til deling, fortæller KimSkovbo. - Vi har altså taget tilløb nogle gange.Om det her så er det endelige topresultat får vi at se, spøger han. Firmaet har eksisteret siden 1962. Tidligere havde de hjemme på adresser i Havnegade, men i 1972 flyttede virksomheden ud på Cort Adlersvej 2. Det hele blev startet af Peter Schaltz. Da han døde overtog hustruen Bente og sønnen Flemming virksomheden. - Og for et par år siden trak jeg mig tilbage. Men jeg er stadig med i spilleklubben, siger Bente Schaltz. De øvrige ansatte glæder sig med de heldige kolleger. - Jeg kan ikke tillade mig at ærgre mig, for jeg har i hvert fald i sin tid fået budet om at være med, siger én. Hvad pengene skal bruges til har de seks ikke helt rede på endnu. - Mon ikke vi skal på et weekend-ophold sammen med påhæng, mener Bente Schaltz. OgHos Super Spar på Margrethevej, hvor kuponen er indleveret, glæder man sig over, at det var en lokal klub der vandt.