Elektronisk fest i Skovdalen

Syv DJ's skal udfylde tomrum mellem Skråen og karnevallet

DJ Noir står øverst på plakaten til lørdagens Summerparty i Skovdalen.

DJ Noir står øverst på plakaten til lørdagens Summerparty i Skovdalen.

Engang var den elektroniske musik undergrund og blev dyrket ved såkaldte rave parties, der havde ry for at flyde i narko. Nu er genren blevet stueren, hitlistemateriale og repræsenteret på de fleste af sommerens festivaler. Tiden er derfor inde, hvor den elektroniske musik skal have sin egen udendørs festival i Aalborg, mener en gruppe unge mænd, der via selskabet MyEvent står bag lørdagens Summerparty i Skovdalen. - Takket være Jomfru Ane Gade er Aalborg kendt for at være en festby, men udover karnevallet og Skråens koncerter kniber det med udendørs koncerter for unge mellem 16 og 30 år. Det tomrum vil vi gerne udfylde, siger Daniel Tidselbak, der sammen med blandt andre Leon Hald Pedersen og Thais Aaen står bag koncerten. De har hyret syv DJ's, der alle er kendte i miljøet. Øverst på plakaten står lokale Noir, alias René Kristensen, der i foråret blev kåret som årets DJ ved Danish DJ Awards. Dertil kommer lokale navne, som varmer op i løbet af eftermiddagen. Selskab oprettet til formålet Thais Aaen var i foråret med til at lave et lignende arrangement, Summerparty i Kilden, der blev en publikumstræffer med skønsmæssigt 5500 publikummer igennem parken i løbet af dagen og aftenen. Arrangementet havde dog en del skønhedsfejl, som arrangørerne mener at have luget ud til lørdagens koncert. - Vi har lavet selskabet MyEvent for at sikre os, at alt bliver kørt efter bogen. Vi har været i forhandlinger med både kommunen og politiet, der er hyret 20 professionelle vagter, og vi har alle arbejdet hårdt de sidste uger. Thais, der til daglig driver Din Pc-Partner i Kayerødsgade, har nærmest måttet lukke butikken de seneste dage for at koncentrere sig om dette arrangement, siger Daniel Tidselbak. Arrangørerne satser på 2000 tilskuere til lørdagens fest og håber på 3000 hvis vejret - som det tyder på - bliver godt. Beskeden entré - Vi gør det her af lyst og interesse for den elektroniske musik. Vi har da nogle penge i klemme men heldigvis også flere lokale sponsorer, og vi skal egentlig bare have dækket vores udgifter, siger Daniel Tidselbak med henvisning til, at der er gratis entré om eftermiddagen, mens det koster en beskeden tyver at komme ind efter kl. 17. Festen i Skovdalen falder datomæssigt sammen med sæsonens tredje udgave af Chill i Parken, der holdes på Kunsten lige ved siden af Skovdalen. Det er tilfældigt, og selvom de to arrangementer henvender sig til samme målgruppe, frygter Daniel Tidselbak ikke, at de tager publikum fra hinanden. - Vi har valgt dagen, fordi den ligger godt i forhold til at sparke det nye studieår i gang, og vi håber, at de to arrangementer giver hinanden mere synergi end konkurrence.