Elektronisk overvågning

Demens 1. juli 2003 08:00

DEMENS: Sæt elektronisk overvågning på demente. Ja, det er nødvendigt. Kender politikerne i det hele taget nok til demens? Ved de, hvad det vil sige hver dag at vågne op og ikke vide, hvor man er, ikke at kunne finde sit eget toilet, ikke at kunne kende de mennesker, som er omkring én. Ikke at vide om det er formiddag, eftermiddag eller nat. Slet ikke at kunne huske, hvad der var før nuet. Hvis man husker noget, ligger det ofte langt tilbage til ens forældre og søskende, som det var, da man var børn. Mange kan heller ikke mere kommunikere, ikke læse,og ikke forstå TV. Det er nødvendigt, at der bliver gjort noget. Der er alt for lidt personale. På plejehjemmet, hvor min mand har været siden den 1.11. 2002, er der to på vagt ad gangen til at tage sig af ti beboere. Den ene af de to vagter er meget ofte en elev. Foruden at give personlig pleje skal de gøre rent på stuer og badeværelser, de skal varme og tilberede noget af middagsmaden, de skal servere den, og made dem, som ikke selv kan spise. De skal smøre smørrebrød til aftensmad, sørge for morgenmad, eftermiddagskaffe og aftenkaffe. De skal også vaske beboernes tøj og tage imod pårørende. Enhver kan se, at der ikke er tid til at gå en tur eller lave andre ting med beboere, som ikke kan beskæftige sig selv. Ofte skal de være to på en stue, når patienten er meget svagelig og der skal bruges lift eller ordnes andre ting. Personalet er virkelig dygtige og giver en god og omsorgsfuld pleje, men min mand er gået fra plejehjemmet flere gange, og han er ikke den eneste, som vil gå. I vinter er det gået nogenlunde, da man har gemt hans overtøj, men nu er det sommer, og så frygter man det værste, og han har da også været på vej et par gange. Hvordan tror man, pårørende har det.? Det er en evig angst at gå i, og det er trist at se patienterne gå forvirrede rundt uden opsyn i de mest travle perioder af dagen. De fleste demente kan lide at synge, så der skulle være en aktivitetsmedarbejder, som kunne gå ture eller synge med beboerne. Der laves temadage om demens, hvor vigtig det er med motion bl. a. , og der har været flere undervisningsdage med Jane Verity, hvor man fortæller om livsgnistprogrammet, men i praksis sker der ikke noget. Nu er det ferietid, og så er der ofte afløsere på. Det er heller ikke godt for trygheden, så man frygter det værste. Iflg. Socialminister Henriette Kjær har regeringen støttet indsatsen for de dementes vilkår økonomisk med puljemidler for at sikre en udvikling af de kommunale tilbud, så må kommunerne også tænke lidt på bemandingen af plejehjemmene, hvor de mest dårlige er.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...